Vi er stolte af at kunne fortælle at vi har modtaget en bevilling på 6.738.851 kr. fra Nordea-fonden til udviklingen af Masseeksperimentet – verdens største ’Student Science Project’. Støtten åbner op for nye muligheder i projektet, der hvert år engagerer tusindvis af elever i Danmark i forskning gennem praktisk og virkelighedsnær naturfagsundervisning.
Masseeksperimentet giver hvert år ca. 30.000 elever fra grundskoler og gymnasier over hele landet en unik mulighed for at arbejde med forskningsprojekter, der tager udgangspunkt i aktuelle naturvidenskabelige temaer. Eleverne får praktisk erfaring med forskningsmetoder, og deres indsamlede data anvendes af forskere, som værdsætter det store datasæt, der opstår gennem eksperimentet. At kunne samle så mange deltagere gør det til en enestående ressource for forskningen.
Med støtten fra Nordea-fonden får projektet mulighed for at udvikle sig yderligere over de næste tre år med større fokus på elevinddragelse. Dette inkluderer blandt andet, at eleverne bliver mere aktive i udviklingen af selve eksperimentet og formidlingen af de opnåede resultater.
Hvad er ‘Student Science Project’?
Begrebet ‘student science’ skal forstås som citizen science specifikt for elever i grundskoler og ungdomsuddannelser. Her møder eleverne den rigtige forskningsverden og deltager selv i forskningen via aktuelle, faglige emner i undervisningen.
Lene Christensen, projektleder for Astras Masseeksperiment, siger:
Denne støtte fra Nordea-fonden gør det muligt for os at styrke elevinddragelsen i Masseeksperimentet, så eleverne ikke blot deltager i eksperimentet, men også får en større rolle i udviklingen af eksperimentet og formidlingen af bl.a forskningsresultaterne.
Uddelingschef Christine Paludan-Müller fra Nordea-fonden siger om bevillingen til Masseeksperimentet:
”Masseeksperimentet giver elever en unik mulighed for at bidrage til vigtigt forskningsarbejde, men nu også til at udvikle rammerne omkring det – det ser vi som en stor styrke, som vi håber skaber nysgerrighed og engagement på landets skoler og gymnasier”.
Tidligere Masseeksperimenter har indsamlet værdifulde data om aktuelle samfundsproblematikker som plastforurening, plastaffaldssortering, indeklima på skolerne eller biodiversitet i Danmark. Resultaterne er blevet publiceret i naturvidenskabelige tidsskifter, præget dansk lovgivning eller bidraget til vigtige samlinger på museer eller universiteter.
Årets tema for Masseeksperimentet er jordsundhed, og med Nordea-fondens støtte vil elevinddragelsen blive øget markant i denne nye fase af projektet.
Om Masseeksperiment
Astras Masseeksperimentet er verdens største ‘Student Science Project’. Hvert år udvikles et Masseeksperiment med et nyt forskningsmæssigt tema, hvor tusindvis af elever over hele landet på samme tid deltager. Masseeksperimentet er desuden støttet af Villum Fonden.