Den Europæiske Science Olympiade er en konkurrence for elever, der interesserer sig for biologi, fysik og kemi.
EUSO har det formål at stimulere de unge tidligt i deres uddannelsesforløb til at fastholde interessen for de naturvidenskabelige fag. EUSO har været afholdt siden 2005, og de fleste EU-lande er i dag repræsenteret i konkurrencen. I 2017 var Danmark værtsland for den 15. Europæiske Science-Olympiade (EUSO), hvor de dygtigste gymnasieelever fra EU-landene dystede på viden og kompetencer inden for naturvidenskabelige fag. Der konkurreres på kompetencer og eksperimentelle færdigheder inden for fagene biologi, fysik og kemi. Der tages udgangspunkt i læreplanerne på C-niveau, og der lægges vægt på holdenes evne til at samarbejde, anvende naturvidenskabelig tankegang og gennemføre eksperimenter.
Olympiaden adskiller sig fra øvrige fagolympiader ved at være en flerfaglig holdkonkurrence for kun de yngste gymnasieelever, da olympiaden er målrettet elever, der ikke er fyldt 17 år. Deltagerne testes i både biologi, fysik og kemi.