En undersøgelse af ledere, undervisere og elevers vurdering af potentialer og udfordringer i og rundt om undervisningen.
Underviserne i naturfag, biologi, fysik og kemi på erhvervsuddannelserne er optagede af at udvikle og gennemføre en motiverende og helhedsorienteret undervisning. De arbejder for at deres fag i samspil med uddannelsernes øvrige fag understøtter elevernes læring rettet mod deres hovedområde og erhverv. Det er den overordnede konklusion på denne undersøgelse af potentialer og udfordringer ved grundfagsundervisningen i naturfag, biologi, fysik og kemi på erhvervsuddannelserne.
Samtidig bestræber underviserne sig på at gennemføre undervisning, der bidrager til elevernes udvikling af viden og forståelse af naturvidenskab rettet mod at understøtte deres almendannelse og forberedelse til deres videre uddannelse.
Undersøgelsen er gennemført i 2023 af Astra i samarbejde med Danmarks Evalueringsinstitut (EVA). Den henvender sig til ledelser, undervisere, udviklingskonsulenter på erhvervsskolerne samt det politiske niveau.