Nyheder - Ny Viden

Vinderen af Unge Forskere Junior vil have os til at spise juletræer

Det bedste projekt nogensinde, siger juryen om 15-årige Mimi Nielsens idé med at gøre aflagte juletræer til et billigt og lettilgængeligt kostfibertilskud uden at det koster på klimakontoen. Tirsdag blev hun kåret som Årets Unge Forsker Junior.

Mimi Nielsen fra 9. klasse på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium er årets unge forsker med et projekt, som tog juryen med storm.

”Det er det bedste projekt, vi nogensinde har set. Dette projekt har ikke bare brugt den naturvidenskabelige metode, det har skabt sin egen,”

skriver juryen blandet andet i sin motivering.

Afsættet for Mimi Nielsen på 15 år er, at hun siden sin fødsel har døjet med tarmproblemer og derfor gav sig til at læse om tarmene og deres betydning for sundheden.

Da hun fandt ud af at hemicellulose er godt for tarmbakterierne og opdagede, at der findes rigeligt af stoffet i grantræer, gik hun i gang med familiens juletræ.

”Jeg rengjorde stammen fra juletræet og skrabede og rengjorde overfladen. Siden savede jeg stammen til savsmuld, som jeg kogte og tørrede og til sidst granulerede til fine granfibre.”

Se mere om Mimi Nielsens projekt på Unge Forskeres hjemmeside.

 

Nemt og billigt

Grankostfibrene kan bruges til bagning og Mimi Nielsen havde bagt knækbrød og franskbrød med granfibre, som hun tilbød juryen smagsprøver af på sin stand på finaledagen. Mimi Nielsen har haft kontakt med tarmforskere fra Københavns Universitet i processen, hvilket hjalp hende med at designe og udføre forsøg.

En enig jury udpegede Mimi Nielsen som vinder. Projektet har samfundsrelevans og potentiel betydning for rigtig mange mennesker, hed det videre i juryens begrundelse. Hvert år smides 1,5 millioner juletræer ud i Danmark. Granfibrene kan trækkes ud nemt, billigt og samtidig CO2-neutralt.

 

Et brag af en finale

I alt 168 unge i alderen 10-20 år deltog i det store videnskabstræf Science Expo i Øksnehallen i København, som blev afgjort ved et brag af en Unge Forskere finale i eftermiddag

De unge finalister kommer fra grundskoler og gymnasier i hver en krog af landet. For hver af dem er eventyret startet med noget, de har undret sig over i hverdagen, eller blot deres helt egen kreative eller nytænkende idé. 

Som vinder af prisen som årets unge forsker i hovedrækken for grundskoleelever modtager Mimi Nielsen 25.000 kroner, ligesom hun kan se frem til at skulle rejse til deltagelse i internationale konkurrencer. Det samme kan vinderen af seniorkonkurrencen, Konrad Basse Fisker fra 3. g på Roskilde Katedralskole. Han imponerede juryen mod sit projekt, der vil gøre det muligt at skabe planteliv på Mars.

 

Tårnhøj kvalitet af forskning

Der er uddelt sponsorpræmier til cirka hver fjerde finalist. Men ingen går tomhændet fra finalen, forsikrer programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck:

”Det har været et forrygende felt af unge forskere i år, med tårnhøj kvalitet i deres forskning. Den kvalitet er vigtig. Vi har brug for de unges gejst og nye ideer. De er fremtidens helte, fordi de arbejder med den naturvidenskab, vi skal bruge for at komme i mål med den grønne omstilling, sundhed og fremtidens fødevareforsyning,”

siger Katrine Bruhn Holck.

 

Finalisternes projekter repræsenterer tre forskellige spor: Life science, Physical Science og Technology. Finalisterne har kvalificeret sig efter fem semifinaler rundt i landet. Oprindeligt var over 1.000 projekter tilmeldt.

Science Expo er Danmarks største science event for nysgerrige børn og voksne. Den varer tre dage. Her kan man gå på opdagelse i de nyeste naturvidenskabelige landvindinger og se kemi- og fysikshows. I 2022 har 8.000 besøgende tilmeldt sig åbent hus-arrangementerne. 

H.K.H. Prins Joachim er protektor for Unge Forskere. Professor ved Niels Bohr Instituttet, Anja C. Andersen er forperson for Unge Forskere.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på email
Aktuelt

Andre nyheder

Mimi Nielsen er deltager i Unge Forskere Junior

Vinderen af Unge Forskere Junior vil have os til at spise juletræer

Det bedste projekt nogensinde, siger juryen om 15-årige Mimi Nielsens idé med at gøre aflagte juletræer til et billigt og lettilgængeligt kostfibertilskud uden at det koster på klimakontoen. Tirsdag blev hun kåret som Årets Unge Forsker Junior.

Konrad deltager i Unge Forskere

Ung forsker vil skabe planteliv på Mars

Prisen som Årets Unge Forsker går til Konrad Basse Fisker, som vil brødføde de mennesker, som sendes på missioner til Mars ved at ændre på generne i spiselige alger, så de beskyttes mod planetens skadelige stråler. 

Unge Forskere finalister

Danmarks mest talentfulde unge forskere samles til finale

168 unge i alderen 10-20 år sidder som på nåle ved det store videnskabstræf Science Expo i Øksnehallen i København. Her dyster de om titlen som Årets Unge Forsker.

Tegning af pige og science

Ny hjemmeside til hele naturfagsdanmark

Velkommen til det nye Astra.dk. Vi har fokus på at gøre det nemt for dig at finde alt det gode, vi har på hylderne.

Elev laver målinger til Masseeksperiment

Dårligt indeklima påvirker skoleelevers trivsel

Resultaterne af Masseeksperiment 2021 på danske skoler viser, at CO2-niveauet i klasselokalerne ikke har ændret sig siden en tilsvarende, landsdækkende måling i 2009. Undersøgelsen viser samtidig for første gang i meget stor skala, at den dårlige luftkvalitet påvirker både elevernes trivsel og koncentrationsevne.