Nyheder - Ny Viden

Ung forsker vil skabe planteliv på Mars

Hovedprisen ved årets Unge Forsker finale går til Konrad Basse Fisker fra Roskilde Katedralskole. Den 19-årige gymnasieelev vil brødføde de mennesker, som sendes på missioner til Mars ved at ændre på generne i spiselige alger, så de beskyttes mod planetens skadelige stråler. 

Mars er en tør, giftig og kold planet, hvor stråling og temperaturer ned til 140 minusgrader gør det umuligt at dyrke noget som helst.

Men det problem kan Konrad Basse Fisker fra 3. g. på Roskilde Katedralskole have løst. Den unge gymnasieelev vil producere en strålingstolerant næringsrig alge, som vil være egnet til dyrkning i en bemandet rumkoloni på Mars, og den idé indbragte ham i eftermiddag hovedprisen ved årets Unge Forskere finale i Øksnehallen i København. Se mere om Konrad Basse Fiskers projekt.

Konkret vil Konrad Basse Fisker indsætte et gen fra det millimeterstore bjørnedyr i en alge, så den bliver modstandsdygtig over for stråling. Bjørnedyret er kendt for at være usædvanlig hårdfør, og man har blandt andet fundet levende bjørnedyr i 10.000 år gammel permafrost.

Og det var netop bjørnedyrets hårdførhed kombineret med algens store næringsindhold, der ledte den unge gymnasieelev på sporet i retning mod menneskets overlevelse på Mars.

”I modsætning til kartofler og majs rummer alger også eksempelvis omega 3-fedtsyrer, som vi normalt får fra fisk. Men faktisk får mange fisk omega-3 ved at spise alger,”

fortæller Konrad Basse Fisker.

 

Projekt kan sikre overlevelse

Juryen siger i sin begrundelse, at opdagelsen rækker ud over den verden, vi kender.

”Projektet har et kæmpe potentiale med sin innovative tilgang til en relevant samfundsproblemstilling for fremtiden. Vi håber derfor, at vinderen vil kunne bruge prisen til at føre projektet videre til stjernerne og sikre vores overlevelse og madproduktion i rummet,” skriver juryen.

I alt 168 unge i alderen 10-20 år deltog i det store videnskabstræf Science Expo i Øksnehallen i København, som blev afgjort ved et brag af en Unge Forskere finale i eftermiddag

De unge finalister kommer fra grundskoler og gymnasier i hver en krog af landet. For hver af dem er eventyret startet med noget, de har undret sig over i hverdagen, eller blot deres helt egen kreative eller nytænkende idé. 

Som vinder af prisen som årets unge forsker i hovedrækken for gymnasieelever modtager Konrad Basse Fisker 25.000 kroner, ligesom han kan se frem til at skulle deltage i internationale konkurrencer. Det samme kan vinderen af juniorkonkurrencen, Mimi Nielsen fra 9. klasse på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium. Hun imponerede juryen mod sit projekt, der vil gøre juletræer til en ny billig, lettilgængelig og CO2-negativ kilde til kostfibre og præbiotika.

 

Tårnhøj kvalitet af forskning

Der er uddelt sponsorpræmier til cirka hver fjerde finalist. Men ingen går tomhændet fra finalen, forsikrer programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck:

”Det har været et forrygende felt af unge forskere i år, med tårnhøj kvalitet i deres forskning. Den kvalitet er vigtig. Vi har brug for de unges gejst og nye ideer. De er fremtidens helte, fordi de arbejder med den naturvidenskab, vi skal bruge for at komme i mål med den grønne omstilling, sundhed og fremtidens fødevareforsyning,”

siger Katrine Bruhn Holck.

Finalisternes projekter repræsenterer tre forskellige spor: Life science, Physical Science og Technology. Finalisterne har kvalificeret sig efter fem semifinaler rundt i landet. Oprindeligt var over 1.000 projekter tilmeldt.

Science Expo er Danmarks største science event for nysgerrige børn og voksne. Den varer tre dage. Her kan man gå på opdagelse i de nyeste naturvidenskabelige landvindinger og se kemi- og fysikshows. I 2022 har 8.000 besøgende tilmeldt sig åbent hus-arrangementerne. 

Aktuelt

Andre nyheder

Østbirk Skole får national pris som Årets Festivalarrangør

Østbirk Skole er Danmarksmester i at skabe en god og lærerig Naturvidenskabsfestival for eleverne. De har netop modtaget prisen som årets festivalarrangør.

Guld til Unge Forskere-deltager ved EM i Science

Konrad Basse Fisker har vundet EM-guld med sit projekt om, hvordan man ved at ændre generne i spiselige alger, kan brødføde mennesker på missioner til Mars.

Elever laver scienceshow til Naturvidenskabsfestival

Elever udforsker naturvidenskabens gåder til Naturvidenskabsfestival 2022

Naturvidenskabsfestival 2022 lader eleverne gå i forskernes fodspor, søge efter ny viden, lave eksperimenter og beregninger og ikke mindst – bruge fantasien.

På Sønderskov-skolen står udskolingen for klimaundervisningen

Et initiativ med meget synlige og tydelige klimamål og en undervisningsform, hvor de ældste elever fører an og inddrager de yngre, giver succes for klimaundervisningen i Sønderborg. Og succes med at nedbringe skolens energiforbrug.

Mimi Nielsen er deltager i Unge Forskere Junior

Vinderen af Unge Forskere Junior vil have os til at spise juletræer

Det bedste projekt nogensinde, siger juryen om 15-årige Mimi Nielsens idé om at omdanne juletræer til et billigt og klimavenligt kostfibertilskud.