Lær af elevernes erfaringer
Den fælles prøve har eksisteret siden 2016, så mange naturfagslærere har allerede erfaringer med dens form og indhold. Men for nogle er prøven ny hvert år, nemlig eleverne.
Derfor har vi samlet en række råd fra elever, der har været igennem prøven. Vi har desuden samlet en række opmærksomhedspunkter til vejledningen af eleverne.
Hvordan adskiller prøven i fysik/kemi, biologi og geografi sig fra andre prøver? Lad Alberte, Alma, Hannah, Josefine, Karoline-Matilde og Sundus fortælle jeres elever om deres oplevelse af den fælles prøve. Hør dem beskrive:
- Hvordan de konkret oplever prøvens forløb
- Hvad der sker, når man får et uddybende spørgsmål
- Hvordan de bruger undersøgelser og modeller under prøven
- Hvilke råd de har til elever, der skal op til prøven
Forventningsafstemning
Filmen kan bruges som oplæg til en forventningsafstemning mellem naturfagslærere og deres elever. Gå i dialog med eleverne om:
- Hvordan den fælles prøve adskiller sig fra andre prøver ved at være både praktisk og mundtlig
- Hvordan den fælles prøve adskiller sig fra en klassisk fremlæggelse og snarere har karakter af dialog
- Hvordan de uddybende spørgsmål giver eleverne mulighed for at vise, hvad de kan, men stadig inden for problemstillingens rammer
- At der er tid til at finde på svar på de uddybende spørgsmål undervejs i prøven
Husk også at vejlede eleverne i:
- De konkrete vurderingskriterier, der gælder for prøven
- Hvordan naturfaglige undersøgelser spiller en vigtig rolle for det, der sker før og under prøven, og at 'forsøg' er én blandt mange undersøgelsestyper
- Hvordan den kortfattede oversigt, som eleverne præsenterer ved prøvens start, kan bruges aktivt til at skabe en rød tråd gennem prøven
- Hvordan eleverne skal formidle uden at læse op af noter, talepapir eller slides
Modtag Astras nyhedsbrev
Vi inspirerer dig, der inspirerer! Med gode idéer, ny viden og inspiration til hvordan du kan skabe engagerende naturfagsundervisning af høj kvalitet.