Gå til hovedindhold

Sodavandsrens

I dette forsøg skal vi fjerne farven fra en sodavand. Man kunne nærmest sige, at man 'renser' sodavanden.
 

Teknologi eller teknisk udstyr der bruges i forsøget

Aktivt kul er teknisk udstyr og består af kul med et overfladeareal på adskillige 100m2 per gram kul. Det er derfor velegnet til at rense gasser og væsker for uønskede stoffer. Læs mere om aktivt kul her

Filterpapir er teknisk udstyr, hvor papiret er fremstillet efter, hvad man har tænkt sig at filtrere. Porøsitet og vådstyrke er nogle af de parametre papiret designes efter. Læs mere om filterpapir her

Andet teknologi eller udstyr der bruges i forsøget er glas 

Inspiration til variable du kan arbejde med i forsøget

Prøv at udføre forsøget med forskellige slags sodavand. Det kan være farven der er din variabel. Det kan være om den er økologisk eller ikke økologisk.

Prøv at bruge sand eller knuse almindeligt kul og se hvordan det virker. Din variabel er materialet du bruger til filtrering.


Vejledning til forsøget
 

VIGTIGT - læs dette sikkerhedsafsnit, inden du går i gang

Sørg for at glasvarer er helt rene, hvis der skal smages på sodavanden efter endt forsøg. 

Materialer du skal bruge

  • Kapsler med aktivt kul
  • Et filterpapir
  • En tragt
  • Et glas
  • En sodavand

Tip

Aktivt kul kan købes som kapsler både på apoteket og i de fleste helsekostbutikker. Det kan også bestilles over nettet på webapoteket.dk

Aktivitetsvejledning

  1. Forsøget skal laves et sted, hvor bordene nemt kan tørres af.
  2. Tøm 2-3 kapsler for aktivt kul
  3. Fold filteret så det passer i tragten. Det gøres ved først at folde det på midten, og derefter igen folde det på midten. Nu kan det åbnes så det passer i tragten. 
  4. Hæld kullet op i filteret og placér filteret i tragten
  5. Hæld forsigtigt sodavand op i filteret med kul. Pas på det ikke bruser over
  6. Se på sodavanden når den er løbet igennem filteret. Prøv både at dufte og smage på det!

Du kan se en video af forsøget her:

Dataopsamling

Efter forsøget må du gerne svare på følgende spørgsmål:

  • Hvorfra kommer farven i en sodavand?
  • Hvilke andre ting er der i en sodavand udover farve?
  • Hvordan kan man fjerne farve i en væske?
  • Hvor er farven fra sodavanden blevet af?
  • Er sodavandens smag ændret?
  • Hvad kan man ellers bruge sådan et filter til?

Faglig forklaring

Et filter fungerer ved at have en masse små huller, hvor en væske kan løbe igennem. Alle partikler i væsken, der er større end hullerne, bliver fanget i filteret, fordi de ikke kan komme igennem hullerne. Farven i sodavand består af farvemolekyler, der er opløst i væsken. Normalt kan man ikke filtrere opløste molekyler fra væsker, for selvom hullerne i et almindeligt filter er små, så er de alligevel alt for store til at fange opløste molekyler. 

Aktivt kul er et stof, der har en form som gør, at enkelte opløste molekyler kan blive fanget inde midt i stoffet. Samtidig er den indre overflade enormt stor - omkring 500 m2 pr. gram kul.  På den måde virker kullet som et filter, der kan fange molekyler. Når man hælder en sodavand igennem, vil bl.a. farvestofferne blive fanget i kullet.

Grunden til at man kan købe aktivt kul på apoteket er, at det kan hjælpe hvis man er kommet til at spise noget giftigt. Hvis man spiser en mundfuld aktivt kul, så vil det nede i maven indfange nogle af de giftige molekyler, som man har spist. Derefter vil kullet passere igennem tarmsystemet, og komme ud i den anden ende uden at giftstoffet gør skade på kroppen.

Vejen til fremtiden

Et af de største problemer i verden i dag er, at rigtig mange mennesker lever uden rent drikkevand. Det er et problem, da mange livstruende sygdomme (som fx kolera, tyfus, diarré og difteri) spredes med det snavsede vand. Med den befolkningstilvækst der er i verden, vil problemet i fremtiden kun blive større og større - især  i tredje verdens landene, hvor  befolkningstilvæksten er størst. 

Mange firmaer arbejder på at udvikle forskellige former for “filtersugerør”, som renser vandet direkte mens man drikker det. Dermed kan man i princippet drikke vand direkte fra snavsede søer, floder  og vandhuller. En dansk virksomhed har med succes indbygget filtre i sugerør med bla. jod og aktivt kul, som renser vandet for parasitter og bakterier. Produktet hedder lifestraw. Det virker, men der er stadig brug for udvikling, da vandet siver meget langsomt gennem sugerøret. 

Du kan se mere om Lifestraw i de links, der ligger nederst på siden.

Interessante links

Film om Lifestraw
Film om dansk opfindelse

Kilde

Søren Storm og Kasper Berthelsen