Gå til hovedindhold

Se lyset - udfordringen

Baggrund

Det lys vi som mennesker udsættes for, har stor betydning for vores krop og velvære. 

I vores moderne hverdag opholder vi os mere og mere indendørs, og meget af tiden bruger vi desuden foran forskellige skærme. Derfor bliver vi udsat for meget kunstigt lys og mindre af det naturlige, udendørs lys, som Solen leverer.

Det påvirker vores krop og betyder, at nogle mennesker sover dårligt, og at nogle også har svært ved at koncentrere sig i de vågne timer.

Kender du det, at du kan have svært ved at falde i søvn, hvis du har siddet foran computeren eller mobilen lige inden du skulle til at i seng? Eller har du prøvet at sove længe en lørdag morgen (formiddag) og alligevel have svært ved rigtigt at vågne.

Begge ting kan skyldes, at du har opholdt dig i usundt lys.

Udfordringen

I skal designe og konstruere en teknologisk løsning, der kan hjælpe mennesker til bedre søvn og/eller bedre koncentration når de er i skole eller på arbejde.

Krav:

  1. I skal benytte engineering-processen. 
  2. Jeres løsning skal gøre brug af micro:bit og lysdioder, som I koder til at levere lys der kan kompensere for ophold i usundt lys.
  3. Jeres løsning skal laves som en prototype, som fungerer med de materialer I har til rådighed

    Præsentation

    Hele forløbet skal munde ud i en præsentation, hvor I skal fortælle om jeres løsning på udfordringen. Jeres præsentation skal laves som en video på ca. 3 minutter, og derfor skal I huske at tage fotos og lave videooptagelser undervejs i forløbet.

    I videoen skal I både vise jeres løsning og fortælle om, hvordan I er nået frem til jeres løsning.

    Jeres video skal indeholde:

    • Præsentation af det konkrete problem I har sat jer for at løse
    • Jeres løsning i funktion
    • Forklaring af jeres programkode – evt. som flowchart
    • Redegørelse for de naturfaglige pointer, I har erhvervet jer undervejs i forløbet
    • Forslag til forbedringer af løsningen – herunder hvordan løsningen kan gøres bedre med anden hardware

    Ord

    • En prototype er en foreløbig udgave af et produkt. Formålet med en prototype er at demonstrere og teste idéer om funktion og design.

     

    • Lysdioder er det samme som LED (Light Emitting Diode). Det er små pærer, som laver lys ved hjælp af strøm. En enkelt diode kan kun levere én bestemt farve af lys, men bruger man forskelligt farvede lysdioder, kan man sammensætte lys, som vi ser som hvidt lys. I denne opgave skal I bruge Lysdioder i form af LED-strips.

     

    • Micro:bit er en lille computer, som kan programmeres til forskellige opgaver. Man kan fx tilslutte lysdioder til micro:bit, og så programmere micro:bit til at tænde og slukke lysdioderne.

     

    • Flowchart kaldes også et rutediagram, og det kan bl.a. bruges til at vise og anskueliggøre hvad en programkode skal kunne.