Gå til hovedindhold

Micro:bit

Eleverne lærer, hvordan de får “hul igennem” til en Micro:bit, og hvordan de programmerer en Micro:bit til at styre to forskellige typer af LED-lys.

Aktivitetsvejledning:

Denne aktivitet består af tre opgaver – A, B og C og eventuelt D

A. Overfør et program til Micro:bit

B. Tilslut Neopixels - og få dem til at lyse med forskellige farver

C. Tilslut LED-strip, og få dem til at lyse i forskellige hvide nuancer

- og eventuelt D

D. Lær mere om programmering:

  • løkker (loops)
  • betingede sætninger (conditional statements)
  • variabler (variables)
  • sammenligninger (comparisons)
  • funktioner (functions)

Elevarket guider eleverne gennem et par kode-eksempler, så de kan kontrollere de to typer af LED-strips.

Overførsel til Micro:bit:

Selve overførslen af koden til Micro:bit er ikke beskrevet på elevarket, da det ser lidt forskelligt ud, alt efter hvilken computer eleverne sidder med, og hvordan den er sat op – fx hvor downloadede filer gemmes.

Derfor skal du som lærer evt. gennemgå fælles, hvordan de overfører deres programkode til Micro:bit.

Forklaring

Vi anbefaler at eleverne arbejder i 2-mands-grupper, da opgaven bl.a. går ud på at lave kode på computer til Micro:bit, og det er svært at være flere om.

I skal bruge:

Aktiviteten

Aktiviteten har tre elementer, hvor eleverne først skal lære hvordan man tilslutter Micro:bit, og overfører kode til den.

Derefter skal eleverne tilslutte to typer af LED-strips til Micro:bit og lære at lave kode, så de styrer lyset fra LED-stripsene.

De to typer LED-strips er dels Neopixels, der kan lave forskellige farver og dels en LED-strip, der kan give hvidt lys med forskellige farvetemperaturer - se link til indkøb ovenfor.

Det er i første omgang ikke nødvendigt, at eleverne laver andet end pkt. A + B + C i aktivitetsvejledningen, men når de skal til at lave deres løsninger på engineering-udfordringen, kan det være, at de får brug for en eller flere af de programmerings-teknikker, som er nævnt under pkt. D (løkker, betingede sætninger, variabler, sammenligninger, funktioner). Hvis I gerne vil gøre mere ud af programmering som emne, er det altså en aktivitet I kan gå mere ind i og bruge ekstra tid på.

Programmering af Micro:bit foregår online på siden:

https://makecode.microbit.org/#editor

Programmeringsmiljøet er blokbaseret, hvor koden udgøres af små kodeblokke.

Neopixels og LED-strip

Det er en stor fordel, hvis de LED-strips, eleverne skal arbejde med, har påloddede ledninger med krokodillenæb. Det kan ellers være temmelig svært at sætte krokodillenæbbene fast på LED-strips-tilslutningerne uden at de rører hinanden, og dermed kortslutter (kortslutning ved tilslutningen på LED-strip’en er ikke farlig for udstyret, men LED’erne vil lyse uforudsigeligt).

Vær i øvrigt opmærksom på, at LED-stripsene lyser kraftigst, hvis de får nok strøm. Derfor er det en fordel at bruge USB som strømkilde i stedet for batterier. Bruger I batterier skal I sørge for at de er fuldt opladede, ellers vil særligt den hvide LED-strip lyse temmelig svagt.

Lys og Farvetemperatur fra den hvide LED-strip

De for-programmerede “Neopixel-farver” (Red, Blue, Green osv.) er lavet til at programmere Neopixels med. Når man sætter den hvide LED-strip til, og programmerer den med Neopixel-farve-kommandoerne, så vil den vise nogle forskellige nuancer af hvid, som virker rimeligt tilfældig.

Med den LED-strip vi har testet (og som vi har linket til ovenfor) har vi målt, at den Neopixel-farve der hedder “Green” giver en farvetemperatur på omkring 6000K, mens alle andre Neopixel-farver giver værdier omkring de 3000K.

På denne LED-strip, er det altså kun Neopixel-programmeringens grønne farver, der vil medføre kolde dagslys-farver (blålige nuancer af hvid), mens andre programmerings-farver vil give varme aften-farver (rødlige nuancer af hvid).

Dette gælder dog kun når man måler på farverne med farvetemperatur-app’en. For det menneskelige øje ser nogle af LED-strip’ens farver meget forskellige ud, selvom de har omtrent samme målte farvetemperatur.

Hvis har I skaffet en anden LED-strip til at lave det hvide lys, kan det være, at den fungerer anderledes!

Uden lodning:

Der findes nu en ”Zip Halo”, som er nem at arbejde med. Her slipper man for loddearbejdet. Den har de almindelige LED’er men ikke amber-LED, som vi også foreslår bruges i LYS-opgaven. Eleverne kan dog komme ret langt alligevel.

Indkøb: Zip Halo ring

Video om Zip Halo ring

Kompetenceområder

Undersøgelse

 

Færdigheds- og vidensområder

Produktion og teknologi

 

Faglige pointer

Eleverne lære at kode en Micro:bit til blandt andet at styre LED-lys