Gå til hovedindhold

Magnetiser hinanden

Haderslev - Naturvidenskabsfestival 2018 - ©Astra

Magnetiser hinanden er en leg, hvor deltagerne bruger kroppen til at illustrere, hvordan man med en magnet kan magnetisere et søm, og hvordan man kan afmagnetisere det.

Aktivitetsvejledning

1. Den ene halvdel af deltagerne er magneter. Højre hånd er nord, og venstre hånd er syd. 

  • Hold armene ud til siden, og mærk jeres magnetfelt. 

2. Den anden halvdel af deltagerne er søm (er der ulige antal, skal der være flest søm). 

  • De holder armene tæt ind til kroppen. 

3. Alle magneter tiltrækker hver et søm. 

4. Magneten magnatiserer sømmet:

  • Først stryges den ene hånd, fx højre hånd (nordpol), fra den ene ende af sømmet til den anden ende af sømmet fra hoved til fødder.
  • Derefter trækkes hånden i en stor bue væk fra sømmet, inden magneten igen stryger sømmet fra hoved til fødder.
  • Dette gentages ca. fem gange. 

5. Sømmet skal nu fortælle, hvilken pol det har på hovedet, og hvilken det har på fødderne. 

6. Magneten bliver nu tiltrukket af sømmets hoved – med den rigtige pol (hånd). 

7. Når et par er færdige, siger de farvel. Inden sømmet kan gå, skal de hoppe fem gange for at blive afmagnetiseret. 

8. Lad evt. deltagerne skiftes til at være søm og magnet. Gentag, hvis der er stemning for det. 

9. Legen afsluttes, ved at alle hopper højt ti gange. Nu er alle magneter og magnetiserede søm blevet afmagnetiseret. 

10. Gå rundt og mærk, at man ikke længere bliver tiltrukket. 

11. Hvis der stadig er nogen, der er magnetiseret, så hop et par gange mere. 

Forklaring

Brug denne aktivitet til at illustrere, hvordan fx søm kan magnetiseres. Inden i et søm (der er lavet af jern) ligger bittesmå magneter. Ved at stryge henover sømmet med fx en magnets nordpol ensrettes disse, og sømmet bliver magnetiseret. Sømmet er nu blevet til en magnet med en nordpol og en sydpol. Hvis man fx slår sømmet mod et bord, skabes der uorden i sømmets bittesmå magneter, og sømmet bliver afmagnetiseret. Det samme kan ske for en magnet, hvis den fx falder på gulvet.

 

Efter aktiviteten er der mulighed for at snakke om, hvordan aktiviteten afspejler indholdet i undervisningen. Aktiviteten kan også benyttes til at skabe en indledning til undervisningen.

Bevægelsesaktiviteter kan være med til at skabe øget trivsel og læring grundet variationen og muligheden for at arbejde med fagligt indhold.