Gå til hovedindhold

En mærkelig afbryder

Diskuter placeringen af kontakten i det elektriske kredsløb i tegningen, og find ad af, hvad du mener.

Faglig forklaring

Dette kredsløb kan virke overraskende, da afbryderen ser ud til at gøre det modsatte af, hvad en afbryder normalt gør.

Når afbryderen tændes, opstår et kredsløb med lav modstand mellem de to poler på batteriet, dette kaldes en kortslutning. Når afbryderen tændes vil strømmen løbe gennem afbryderen fremfor at løbe gennem kredsløbet med pæren, som har meget større modstand. Batteriet kortsluttes og aflades på kort tid, og det vil blive meget varmt.

Brug ikke-genopladelige batterier i denne form for kredsløb!

Kommentarer/praktiske tips

Det er enkelt at forbinde det viste kredsløb. Fænomenet kan undersøges yderligere ved at forbinde andre kredsløb, hvor pæren kortsluttes. Alle disse kredsløb vil på kort tid aflade batteriet. Kortslutninger sker, når elektronerne kan løbe rundt i et elektrisk kredsløb uden modstand.

Begrebet kortslutning er nyttigt for at få en forståelse af, hvorledes modstand er en afgørende faktor for strømmen i et kredsløb.

Naturfaglige kompetencer

Grubletegninger har som regel ikke ét rigtig svar og er derfor velegnede til at stimulere eleverne til at diskutere. At kunne argumentere med naturfaglige belæg og forholde sig kritisk til argumentation samt give konstruktiv feedback er dele af videns- og færdighedsområderne indenfor kommunikationskompetencen i naturfag.
Elever er ofte ikke gode lyttere, og det kræver en del øvelse at blive en god lytter. At lytte handler ikke bare om at være stille, når andre taler, aktiv lytning kræver respons på det, som bliver sagt. 

Det er vigtigt, at eleverne får mulighed for at tale og ræsonnere ved at bruge relevante fagtermer. Diskussioner på hele klassen kan føles utrygt for mange elever. I smågrupper får eleverne mulighed for at sætte ord på deres egne tanker og ideer, men det kræver også, at de lytter til hinanden. Når eleverne arbejder i mindre grupper, skal aktiviteten være struktureret og have en tidsbegrænsning.
 
Et eksempel på en enkel metode til at arbejde med smågruppediskussioner ved brug af grubletegninger:
Klassen inddeles i grupper på tre elever
Elev 1 skal forklare de andre i gruppen, hvilket udsagn hun tror er mest rigtigt.
Elev 2 skal stille spørgsmål og udfordre elev 1´s forklaringer. 
Elev 3 skal opsummere diskussionen
 

Natur/teknologi: 

Færdigheds- og vidensområder og -mål: Teknologi og ressourcer

Modellering:

  • Eleven kan lave elektriske kredsløb ud fra enkle diagrammer. 
  • Eleven har viden om elektriske kredsløb.

Fysik/kemi: 

Færdigheds- og vidensområder og -mål: Energiomsætning

Undersøgelse:

  • Eleven kan eksperimentere med energiomsætning hvori elektricitet og magnetisme indgår. 
  • Eleven har viden om elektriske og magnetiske fænomener.

Modellering:

  • Eleven kan med modeller beskrive elektriske kredsløb. 
  • Eleven har viden om repræsentationer af elektriske kredsløb.