Gå til hovedindhold

Byg lodrette haver - udfordringen

Hver dag øges antallet af mennesker på Jorden. De skal både have mad, adgang til rent drikkevand og et sted at bo. Det skaber et stort pres på Jordens ressourcer og udfordrer måden, vi producerer vores fødevarer på.

Det har gennem de seneste årtier været en tendens, at stadig flere flytter fra landet til byen, og så stiger befolkningstallet i byerne voldsomt. Mange mennesker i byerne ønsker at leve mere bæredygtigt, hvor fødevarer kun transporteres over korte afstande, og hvor byerne fremstår grønne og levende. 

Derfor er haver i byerne begyndt at vinde frem. Baggårde, parker og tage bliver omdannet til køkkenhaver, som kan være med til at forsyne byboerne med grøntsager. For at udnytte pladsen endnu bedre, er nogle begyndt at dyrke haver på lodrette vægge. De lodrette haver kan indeholde en langt større mængde planter pr. kvadratmeter end en traditionel have, og på den måde øges produktionen. Lodrette haver kan også vokse inde i boligerne.

På en skole har eleverne besluttet, at de vil dyrke lodrette haver på væggen ved kantinen, så kantinemaden kan blive mere grøn. Det er nu jeres opgave at løse denne udfordring.

Udfordringen

I skal udvikle en lodret have, som passer til jeres klasseværelse eller til væggen ved kantinen.
Følgende gælder for de lodrette haver for hver planteenhed:

  • Planteenhederne skal: 
  • kunne hænge lodret på en måde, så planterne får optimale lysbetingelser.
  • kunne bære mindst tre mindre planter.
  • indeholde en form for vandingssystem, så der ikke skal vandes i kortere ferier og weekends, men samtidig må planterne ikke blive overvandet (drukne).
  • Evt. overskudsvand må ikke løbe ud på gulvet/jorden, men skal opsamles eller sendes retur.
  • Gødning skal udnyttes optimalt i jeres lodrette have og må ikke ledes ud fra haverne.
  • Dyrkningsmaterialet (jorden) skal sammensættes optimalt i forhold til planternes optagelse af vand og gødning. 

Yderligere udfordringer

  • I skal påvise indeklimaforbedringer.
  • Byg en elektronisk sensor til at aflæse mangel på vand, lys eller gødning.
  • Byg et automatisk vandingssystem med micro:bit.

Materialer pr gruppe

  • 3 - 5 plastflasker, 0,5 liter
  • 3 - 5 engangskopper
  • 2 - 5 fryseposer 2 - 6/8 liter
  • 2 - 5 elastikker
  • 3 små planter - fx salat og persille i potter (planterne kan evt. deles i rodklumpen) 
  • Almindelig tape
  • Gaffatape
  • Lim og limpistol
  • Sakse, knive og sav
  • Vandslanger
  • Snor
  • Husholdningsfilm
  • Stanniol
  • Engangsklude og skumgummiklude
  • Lecanødder
  • Pottemuld
  • Sand, sten, jord og grus
  • Kroge, stokke eller plader til ophæng