Leg fødevarebingo

Hvad skal eleverne have ud af denne aktivitet?
Eleverne skal op fra stolene og ud i køkkenet for, så hurtigt de kan at hente fødevarer, de mener, lever op til de krav, lærerens spil-instruks giver.
Målene med, at eleverne gennemfører legen kunne således lyde:
- At eleverne omsætter deres teoretiske viden til konkret handling: Udvælger fødevarer på baggrund af viden om energigivende næringsstoffer.
- At eleverne får et lille bevægelsesafbræk i en fjernundervisningslektion.
Hvad skal der bruges?
- Fødevarer i elevernes egne køkkener - med eller uden varedeklarationer.
- Frida - fooddata.dk til evt. at slå fødevarer uden varedeklarationer (fx en banan) op i på lærerens computer via skærmdeling.
Hvordan kan aktiviteten gennemføres?
Varighed: Ca. 10 min.
Tidsrum | Hvad gør eleven? | Hvad gør læreren? |
Ca. 1 min. | Lytter til lærerens forklaring af legen. | Fortæller spillereglerne. |
Ca. 9 min. | Bevæger sig frem og tilbage mellem computer og køkken efter fødevarer. Lytter til den fælles opsamling efter hver runde. | Sørger for at “piske konkurrencestemningen op” og samle op på fx de tre hurtigste bingo-bud på hver runde. Bruger aktivt og tydeligt fagsproget. Slår evt. via skærmdeling fødevarer op i Frida - fooddata.dk undervejs. |
Instruktion og vejledning
Lærerens instruktion og vejledning undervejs i aktiviteten kan fx lyde således:
Reglerne i fødevarebingo
- “Jeg siger hent et eller andet.”
- “I rejser jer og henter fødevaren med ind ved skærmen, hurtigst muligt og skriver BINGO i chatten.”
Instrukserne kan fx være:
- “Gå ud og find en fødevare med meget kulhydrat i!”
- Tage nogle eksempler i plenum.
- “Hent nu to, du mener, indeholder meget protein: 1 med protein fra planter. 1 med protein fra dyr (animalsk)!”
- Tage nogle eksempler i plenum.
- “Find en fødevare, der lever mindst muligt op til ét eller flere kostråd!”
- Tage nogle eksempler i plenum.
- “Hent en fødevare, du mener, der er meget fedt i!”
- Tage nogle eksempler i plenum.
- ...