Gå til hovedindhold

Den kloge svane – udfordringen

Baggrund

Dengang H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen, var underholdning med 'naturlig magi' en yndet beskæftigelse. Spillet 'Den kloge svane' er et eksempel. Svanen svømmer i en lille swimmingpool i en flot dekoreret kasse. Du trækker et tilfældigt spillekort. På spørgepladen stiller du viseren, så den peger på kortet. Du læser spørgsmålet op.

Til ruder ni svarer fx spørgsmålet: ”Hvorfor har naturen ikke udstyret kvinder med skæg?” Spørgepladen sættes på plads i kassen under svanen, og til alles overraskelse svømmer den kloge svane hen og udpeger en pæl med næbbet. Her findes svaret: ”Fordi de ikke kan tie længe nok til at blive barberet.”

Hemmeligheden ligger i en lille stangmagnet i svanen og en magnet i spørgepladen – kan I gøre det efter?

 

Udfordringen

I skal bygge jeres egen udgave af spillet 'Den kloge svane'.

Krav

  1. Svanen skal kunne svare korrekt på otte spørgsmål om magnetisme.
  2. Svarene må gerne bare stå på et ark for sig med tallene 1-8.
  3. Svanen skal af sig selv svømme hen til det korrekte tal.

Ekstra udfordringer

  1. Prøv at benytte elektromagnetisme i stedet for magnetisme.
  2. Prøv at printe svanen i 3D. Stop, når bunden er printet, lim magneten fast, og start printningen igen.

Materialer

  • Magneter – flade og små stangmagneter
  • Papkasse
  • Engangstallerken i plast
  • Vinprop
  • Pap