Gå til hovedindhold

Kan I gætte, hvem jeg er

Gætteleg - Naturvidenskabens ABC

Hvad skal eleverne have ud af denne aktivitet?

Aktiviteten skal engagere eleverne og give dem hjælp og lejlighed til at sætte ord på kendetegn ved dyr, planter og svampe. 

Målene med, at eleverne gennemfører ‘Kan I gætte, hvem jeg er’, kunne således lyde:

  • at eleverne stiller nysgerrige spørgsmål
  • at eleverne udvikler og anvender deres fagsprog inden for kendetegn ved forskellige levende organismer.

Hvad skal der bruges?

  • En eller flere levende organismer: En plante (fx en kornblomst), et dyr (fx et levende eller et udstoppet fra skolens samling) eller en svamp (fx en champignon). Det kan også være noget fra en plante (fx et stykke bark) eller noget fra et dyr (fx en knogle).
  • Et stykke stof til at dække organismen med.

Hvordan kan aktiviteten gennemføres?

Varighed: ca. 5 min. (10 min. første gang)
Organisering: Der arbejdes fælles i klassen. Aktiviteten kan med fordel gentages, når der lige er lidt ekstra tid i for eksempel en spisepause.

TidsrumHvad gør elevenHvad gør læreren
Ca. 5 min.Gætter og stiller spørgsmålPræsenterer levende organismer og kvalificerer og svarer på elevernes spørgsmål undervejs

Instruktion og vejledning

Lærerens instruktion og vejledning undervejs i undersøgelsesaktiviteten kan med fordel indeholde:

Præsentation af en udlagt organisme dækket med et klæde:

  • Lad eleverne gætte på, hvad der findes under stoffet. Fortæl dem hvad ‘overkategorien’ er, fx om det er en plante, et dyr eller en svamp. 
  • Understøt eleverne i deres spørgsmål ved fx at spørge: “Hvad skal man særligt kigge efter, når det er en plante?” Yderligere spørgsmål kan fx være:
    • Plante: “Hvilke dele består en plante af?”, “Hvordan er formen på bladet?” og “Har alle planter blomster?” 
    • Dyr: “Hvor mange ben har den?”, ”Hvor lever den; nede ved jorden eller i træer?”, “Har alle dyr pels?” ,”Kan den flyve?” og “Kan den svømme?
    • Svamp: “Hvilke dele består en svamp af?” og “Har alle svampe samme form?
  • Efter et par gange kan man udfordre eleverne ved ikke at give dem overkategorien.