Gå til hovedindhold

Kan et æg suge vand til sig?

Et råt æg har gennemsigtig æggehvide. Hvis du koger ægget, så bliver
æggehviden hvid. Men æggehviden kan faktisk blive gennemsigtig igen!

Sådan gør du

  1. Kog et æg så det bliver hårdkogt
  2. Pil ægget og skær det ud i 4 både
  3. Fjern blommen og skyl evt. æggehviderne rene for blomme
  4. Læg æggehvidebåde på en rist med bagepapir og kom dem i ovnen
  5. Tænd ovnen på lavest mulig varme og lad dem stå til dagen efter
  6. Nu er æggehvidebådene blevet gennemsigtige!
  7. Læg evt bådene i vand (eller andre væsker) og se om de bliver hvide igen

Prøv at

  1. Undersøge hvad der sker, hvis man fryser kogt æggehvide ned.
  2. Undersøge hvad der sker med kogt æggehvide, der har været nedfrosset, men tøet op igen.
  3. Undersøge ved hvilken temperatur en æggehvide går fra at være gennemsigtig til hvid.
  4. Undersøge hvilken indflydelse tykkelsen af æggehvide-bådene har for evnen til at tørre, og dermed blive gennemsigtige.
  5. Finde ud af om andre væsker end vand kan vandre ind i et tørret æg, og dermed gøre det hvidt igen.
  6. Finde den optimale temperatur for forsøget, hvor ægget bliver gennemsigtigt uden at blive brunt.

Forklaring

En æggehvide består af en jævn og ensartet fordeling af hovedsageligt to stoffer, nemlig proteinet ovalbumin og vand. I rå tilstand er æggehviden gennemsigtig, og det er fordi lysbølger kan rejse igennem æggehvidemassen. Man siger at bølgerne transmitteres gennem æggehviden.

Når man koger et æg, ændrer proteinerne den måde de er foldet sammen på. Vores bedste bud er, at proteinet ender med at være foldet på en måde, så det frastøder vandet pga forskelle i polaritet. Dermed bliver vandet skubbet sammen, og samler sig i klumper. Tilsvarende vil proteinet klumpe sammen og samle sig i klumper. Nu er fordelingen i æggehviden altså ikke længere ensartet og jævnt fordelt.

Lysbølgers hastighed er afhængig af hvilket materiale de bevæger sig igennem. Når en lysbølge bevæger sig igennem ét materiale og pludselig møder et andet materiale, så vil det højst sandsynligt ændre sin hastighed, og når det ændrer hastighed, vil det også ændre retning i overgangen mellem de to materialer. Man siger at lysbølgen afbøjes eller brydes.