Gå til hovedindhold

Fang plast i havet - udfordringen

Plast findes som skrald overalt i naturen. Ved at indsamle og sortere plast til genanvendelse er det muligt at reducere belastningen i naturen.

Baggrund



Se sammen med klassen videoen: "En Verden Af Plastik": Hvem har ansvaret? Kilde: Plastic Change

Plast er spredt overalt på Jorden. Forskere siger fx om plast i havet: “Hvor vi leder efter plast, der finder vi plast. Om det er på bunden af kilometer dybt hav, eller om det er i havisen, så er den der - plasten”.

Ifølge DTU består op mod 80 procent af verdens affald af plast, og hvert år udledes 300 millioner ton plast til verdenshavene. 

 ”I dag kan vi finde plastik overalt i havet. Vi kan finde det i de dybeste områder af havet på 11 kilometers dybde, og i de mest fjerne fjorde ved polerne”, fortæller professor Torkel Gissel fra DTU. “Det er et humant fingeraftryk, der findes overalt i havet, og vi ved faktisk ikke på nuværende tidspunkt ikke, hvad det helt præcist betyder for havmiljøet”, siger Torkel Gissel Nielsen.” ‘Humant’ betyder menneskeligt.

Men plast er langt mere, end det vi kan finde i havet, det er også alt det plast, vi har fra vores husholdningsaffald i almindelighed, og fx det vi bruger til at fremstille tøj og bildæk. 

Hver dag bliver der i gennemsnit produceret over 820.000 tons plast. Og desværre ender meget af den plast, som produceres i naturen på grund af dårlig affaldshåndtering, dårligt produktdesign og dårlig adfærd fra forbrugere. Plast i naturen har store konsekvenser for dyrelivet både på land og i havet, hvor dyr indtager plast eller bliver viklet ind i plasten i jagten på føde.

FN har som mål at bekæmpe havforurening. Det kan man læse i “Verdensmål nr 14 - Livet i havet”. Inden 2025, skal alle former for havforurening forhindres og væsentligt reduceres, især forurening forårsaget af landbaserede aktiviteter, herunder havaffald og forurening med næringsstoffer.

Udfordringen

I skal udvikle en løsning, så plast fundet på stranden (eller andet sted) kan sorteres og genanvendes. 

Krav:

  1. I skal benytte engineering-processen. 
  2. Det er kun makroplast, der skal sorteres.
  3. I skal kunne sortere makroplast i 4 kategorier.
  4. I skal argumenterer for, hvorfor I har valgt de fire kategorier, I vælger, og hvordan de forskellige kategorier kan genanvendes.

Krav til jeres arbejde iøvrigt:

I producerer en video på max 5 minutter, hvor I præsenterer jeres bestemmelsesnøgle. I videoen skal I: 

  • Beskrive jeres bestemmelsesnøgle og beskrive, hvordan I er kommet frem til jeres modellering af sorteringen.
  • Fortælle hvilke perspektiver, der er i at sortere i netop de kategorier, som I  har valgt at sortere i.
  • Beskrive hvordan indsamling og sortering af plast hænger sammen med verdensmålene - mål nr. 14. 
  • Anvise de handlemuligheder I ser lokalt og globalt. 

    Ordforklaringer

    Hvad er en bestemmelsesnøgle?: 
    En bestemmelsesnøgle opremser to eller flere alternative påstande, hvoraf kun én er rigtig for den ting eller organisme, der skal bestemmes, og leder videre til næste led.

    Hvad er makroplast?
    Plaststykker, der er større end 5 mm.

    Hvad er mikroplast?
    Plaststykker der er mindre end 5 mm.

    Hvad er handlemuligheder?
    Det er det, den enkelte person kan vælge at gøre ved et problem.

    Hvad er et humant fingeraftryk?
    Humant betyder menneskeligt, og i denne sammenhæng betyder det, at mennesket efterlader sig spor på jorden.