Gå til hovedindhold

Byg fremtidens transport – udfordringen

Forsøg - Elektromagnetisme - Krogaardskolen_9_klasse - HCØ2020 projekt - ©Astra - Foto: Lars Bertelsen

Elektromagnetisme indgår som element i mange innovative ideer til fremtidens togdrift. Håbet er, at tog i fremtiden kan erstatte fly og gøre transport over lange afstande mere CO2-venlig.

Den teknologi man benytter hedder maglev-teknologi. Teknologien bygger på superledende magneter i skinnerne. Magneterne får både toget til at svæve over skinnerne (minimerer friktion) og driver toget fremad. Testkørsel med maglevteknologi kan lige nu få de superhurtige tog op på 600 km i timen.

Siden H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen for over 200 år siden, har elektromagneter vundet stor udbredelse, og måske skal de være med til at sikre fremtidens transportform.

I denne udfordring skal I fokusere på den del af teknologien, der giver fremdrift.

Du skal benytte dig af engineeringmetoden. Det betyder at forsøgsbeskrivelsen er begrænset og du selv skal tænke over hvordan elektromagnetisme kan benyttes til at konstruere din egen prototype. Læs mere om engineeringmetoden her

 

Udfordring

I skal med elektromagnetismen flytte en stak magneter fra den ene ende af et plastrør til den anden ende uden at benytte andet end elektromagnetismen.

  1. Magnetstablen må gerne placeres i starten af røret, men ikke skubbes ind.
  2. Løsningen er godkendt, hvis blot magnetstablen er synlig ved den anden ende af plastrøret. Magnetstablen behøver altså ikke blive “skudt” ud af røret.
  3. Plastrøret skal ligge i vater, og der må ikke skubbes til magnetstablen.
  4. Det er alene elektromagnetisme, der må benyttes til at flytte magnetstablen. 

     

     Materialer

    • 6 neodymmagneter sat sammen til en stabel
    • 15 cm plastrør 16 mm
    • Blød tynd ledning
    • Strømforsyning
    • Krokodillenæb og ledninger