Gå til hovedindhold

Science-dokumentarfilm, debat og foredrag på CPH:DOX

The Serengeti Rules - sciencefilm på UNG:DOX. Foto: CPH:DOX

Igen i år viser dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX undervisningsrelevante naturvidenskabelige dokumentarfilm. 

Det sker under overskriften UNG:DOX, der er CPH:DOX’s uddannelsesinitiativ. Her finder du arrangementer for gymnasieelever. Udgangspunktet er aktuelle og lærerige dokumentarfilm med efterfølgende debat, oplæg eller foredrag med eksperter inden for emnet. På den måde tilbydes en helstøbt faglig oplevelse til undervisere og deres elever. 

I år er der allerede flere spændende film på programmet, som kan bruges som en del af undervisningen, fx inden for fysik, biologi eller naturgeografi i gymnasiet. Flere vil komme til, efterhånden som programmet vokser. Nedenfor kan du se et par af de naturvidenskabelige film, UNG:DOX kommer til at vise under årets festival. 

The Serengeti Rules
Nicolas Brown / USA / 2018 / 84 min.

En film der tager os med på en rejse gennem fire prominente biologers betydningsfulde videnskabelige opdagelser i økosystemet. Gennem animation og rekonstruktion afdækker filmen biologernes opdagelser, der har skabt bedre forståelse for naturens opretholdende egenskaber, eksempelvis opdagelsen af nøglearter i forskellige økosystemer. Filmen er oplagt til at dykke ned i det konkrete emne om nøglearter og økosystemer, men også til at diskutere naturvidenskabelig udvikling, eksempler på eksperimentelle arbejdsmetoder, og hvordan man formidler kompliceret naturvidenskabelig viden på letforståelig vis. 
Filmen er særligt velegnet til biologi.


Hunting for Hedonia
Pernille Rose Grønkjær / Danmark / 2019 / 75 min.

Kan man operere depression ud af hjernen? Og hvad kan 'normale følelser' siges at være? Det er nogle af de spørgsmål, som 'Hunting for Hedonia' ser nærmere på ved at undersøge brugen af indgrebet 'dyb hjernestimulation' eller DBS. Filmen sætter fokus på mennesker, der er under behandling, og følger dem før, under og efter et indgreb, hvor vi får indsigt i både de positive og negative virkninger, der følger. Filmen fokuserer også på den kontroversielle dr. Robert Heath, der i 1950’erne udviklede DBS-metoden og lavede forskellige tvivlsomme eksperimenter.
Filmen er oplagt til at kigge nærmere på fremtiden (og fortiden) inden for anvendte neuro-psykologiske metoder og til at diskutere etiske problemstillinger i psykologisk forskning.  
Filmen er især velegnet til kemi, biologi og psykologi.

Praktisk information om UNG:DOX

UNG:DOX-visningerne finder sted 18. - 29. marts 2019 i følgende byer: København, Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle, Rødding, Svendborg og Faaborg.

Hvis du kunne tænke dig at bruge UNG:DOX som et alternativt supplement til din undervisning, kan du booke billetter til film og arrangementer hos projektleder Amalie Brok på amalie.b@cphdox.dk.

Du kan holde dig opdateret om programmet, læse mere om UNG:DOX og finde praktiske informationer på hjemmesiden cphdox.dk/uddannelse/ungdox/