Gå til hovedindhold

Regionalt STEM-seminar i Syddanmark

Der er behov for, at flere danske unge interesserer sig for og uddanner sig inden for naturvidenskab, teknisk videnskab og sundhedsvidenskab. Det gør man noget ved i Syddanmark - her mødes kommunale og regionale politikere, skolechefer, naturfagskoordinatorer m.fl. i Nordborg til et regionalt seminar om STEM.

Bag seminaret står Astra - det nationale naturfagscenter sammen med Region Syddanmarks udvalg for uddannelse og arbejdskraft.

Ifølge Region Syddanmarks 'Handlingsplan for uddannelse og arbejdskraft 2018-19' er der i regionen behov for flere unge med interesse og uddannelse inden for science, teknologi, ingeniørfag og matematik, de såkaldte STEM-fag, selv om antallet af optagne på de videregående scienceuddannelser på de syddanske uddannelsesinstitutioner er steget markant siden 2006. 

Stort potentiale - især hos kvinderne 

Det er især mænd, der har valgt scienceuddannelser. I 2017 var det således 48 procent af mændene og 34 procent af kvinderne, der valgte en scienceuddannelse, hvilket er stort set uændret i forhold til 2006, hvor 41 procent af mændene valgte en videregående scienceuddannelse. Godt en fjerdedel vælger STEM-uddannelser (Science, Technology, Engineering and Mathematics), mens 15 procent vælger sundhedsuddannelser.

"Det er positivt, at både antallet og andelen, der vælger en videregående scienceuddannelse, er steget. Det er et vigtigt område i forhold til vores uddannelsesindsats. Når det er sagt, skal vi dog ikke hvile på laurbærrene, for der er stadig behov for flere unge med interesse for og uddannelse relateret til naturvidenskab, teknisk videnskab og sundhedsvidenskab," siger
Tage Petersen (V), formand for Udvalget for uddannelse og arbejdskraft i Region Syddanmark.

"Det er positivt, at både antallet og andelen, der vælger en videregående scienceuddannelse, er steget. Det er et vigtigt område i forhold til vores uddannelsesindsats. Når det er sagt, skal vi dog ikke hvile på laurbærrene"

Tage Petersen (V), formand for Udvalget for uddannelse og arbejdskraft i Region Syddanmark.

Politikere interviewer elever

På seminaret skal politikerne drøfte, hvad der virker, og hvad kommuner og region egentlig kan gøre for at løfte STEM-området i regionen. Seminaret gennemføres i tilknytning til semifinalen i Unge Forskere-konkurrencen, som i Syddanmark afholdes hos Universe. Her konkurrerer elever fra syddanske grundskoler og ungdomsuddannelser om at kvalificere sig til finalen i Danmarks største talentkonkurrence i København.

I løbet af seminaret skal de kommunale og regionale politikere besøge semifinalisternes stande og interviewe eleverne om, hvordan de mener, at regionen får flere børn og unge til at vælge de naturvidenskabelige fag.

"Det er fantastisk at få lov til at vise politikerne, hvad naturfagsundervisning også kan være. Gennem mødet med de unge forskere får politikerne en enestående mulighed for at opleve, hvad der får de unge til at engagere sig," siger Torben Kylling Petersen, adm. direktør i Universe Science Park.

'Det er fantastisk at få lov til at vise politikerne, hvad naturfagsundervisning også kan være. Gennem mødet med de unge forskere får politikerne en enestående mulighed for at opleve, hvad der får de unge til at engagere sig'

Torben Kylling Petersen, adm. direktør i Universe Science Park.