Gå til hovedindhold

Et nyt hold talentvejledere

Et nyt hold starter i denne uge på Talentvejlederuddannelsen - et samarbejde mellem Science Talenter og Københavns Professionshøjskole.

Under uddannelsen, som finder sted hos Science Talenter i Sorø, vil der blandt andet være fokus på konkrete danske erfaringer med talentindsatsen, identifikation af talenter, didaktik og udarbejdelse af konkret talentprojekt til egen skole. Et par af deltagerne fortæller herunder om deres motivation for at starte på talentvejlederuddannelsen - og hvorfor talentarbejdet er vigtigt.

Rasmus Bøje, viceskoleleder på Vejlebroskolen, Ishøj:

”Ishøj er en forkælet kommune, forstået på den måde, at der er fundet penge til, at alle kommunens skoler skal have uddannet en talentvejleder. Det er en proces, som er startet for 2-3 år siden. Så der er et talentvejledernetværk i kommunen allerede - det tror jeg, er de færreste kommuner, som kan sige.
I den ideelle verden ønsker jeg, at talentet bliver anerkendt, og at der bliver skabt en kultur, hvor det er ’in’ at være dygtig. Der er nok et stykke vej endnu, men hvis vi lokalt på skolerne - med en talentvejleder og en formuleret talentstrategi - kan tage den bold og løbe med den, så tror jeg, at vi kan skabe en skoleverden i Ishøj, hvor man også vil se det afsmittet på det sociale.”

Hanne Juhl, talentkoordinator, HTX-Vibenshus Gymnasium:

”Jeg har arbejdet med det her i nogle år og lavet masser af talentarbejde altid. I mit nuværende arbejde blev jeg ansat for at være talentkoordinator og lærer. Og så havde vi ikke noget talentprogram – nu skal vi have et, og det skal startes op fra bunden. Et af de første tiltag er i den proces at blive certificeret.
Talentarbejdet er vigtigt, fordi vi alle sammen har elever med et kæmpestort potentiale, som de ikke får brugt, og de ender med at kede sig. Flertallet af mine elever er mønsterbrydere og kommer fra et gymnasiefremmed hjem. Så jeg synes, det er vigtigt, at de, som har potentialet, bliver set. Jeg har mange, som ikke er 12-tals elever - endnu, og som ikke ligger på toppen – endnu, men som har potentialet. Og hvis de ikke bliver set, opdaget og får noget støtte, så flytter de sig ikke.
Jeg håber at komme hjem med nogle fede ideer til, hvordan man bygger et talentmiljø op. Jeg er også på en skole uden traditioner for det. Så mine elever siger nej til ting, fordi de ikke ved, hvad det er. Og fordi de er bange for at stikke ud og bange for, at det bliver for hårdt for dem.”

Michael Fynsk, lærer på Flakkebjerg Efterskole:

”Jeg har altid haft en interesse for også at gøre noget for dem, som har et potentiale og talent. Der har ligesom været en kultur, hvor man skulle vente på alle. Så kom jeg på efterskole, hvor de elever, vi har, er dygtige. Vi er heldige at have ressourcestærke elever. Selv om jeg gør meget, vil jeg gerne blive endnu klogere på at gøre mere. Både for at spotte talent, men også for at understøtte talentet. Det er vigtigt at gøre noget, især i et trivselsperspektiv. Det er vigtigt, at talenterne føler sig set, hørt og anerkendt. Jeg ser det ikke ud fra et samfundsperspektiv i forhold til at få gevinst, men mere på individniveau, hvor vi skal have det bedste ud af folk.
Vi er lidt nysgerrige på, hvordan certificeringen og talentarbejdet skal sættes i spil, da vi jo er en efterskole. Men talentarbejdet vil vi bruge bredt, både i den faglige profilering, men også tværfagligt. Vi skal have bedre struktur på vores ‘talent-undervisning’.”