Gå til hovedindhold

Naturvidenskabens ABC: Nyt webunivers med inspiration og materialer til din undervisning

Naturvidenskabens ABC er inspiration til lærere, som underviser i grundskolen og på ungdomsuddannelserne.

Naturvidenskabens ABC beskriver 10 grundlæggende naturvidenskabelige erkendelser. Erkendelserne bygger på store fortællinger, som har haft betydning for udviklingen af naturvidenskaben som felt og for samfundet generelt. I spidsen for ekspertgruppen bag Naturvidenskabens ABC står astrofysiker Anja C. Andersen, der er professor på Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

Naturvidenskabens ABC kan give rød tråd i elevernes undervisning fra grundskolen og videre til ungdomsuddannelserne. ABC’en skal på lang sigt sikre at alle børn og unge stifter bekendtskab med de 10 erkendelser i deres uddannelsesforløb.

Anja C. Andersen, formand for ekspertgruppen bag Naturvidenskabens ABC

Astra har, i samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet, udarbejdet en webunivers til Naturvidenskabens ABC med tilhørende materialer til hver af de 10 grundlæggende naturvidenskabelige erkendelser. Det nye inspirationsunivers giver konkrete forslag og ideer til undervisning på de forskellige uddannelsestrin. Websitet kan således bruges som inspiration til tilrettelæggelse af undervisningen i de naturfaglige og naturvidenskabelige fag.

Det nye website er spækket med spændende materialer. Til hver af de 10 grundlæggende naturvidenskabelige erkendelser er der udarbejdet en inspirationspakke, der indeholder alt fra film og undervisningsmateriale- klar til brug i din undervisning. Der er også udarbejdet et inspirationsmateriale, som beskriver koblingen mellem de forskellige materialer, der er udarbejdet til erkendelsen. Materialet skal understøtte, at børn og unge bliver nysgerrige på naturfagene og finder inspiration i rollemodeller, som bl.a. kan præge deres videre uddannelsesvalg. 

Websitet har indgange målrettet forskellige uddannelsestrin, og skal samtidig understøtte arbejdet med at sammenkæde undervisningen fra grundskole og videre til ungdomsuddannelserne. Til det formål er der udviklet progressionsbeskrivelser, som giver inspiration til at binde det faglige indhold sammen på langs i uddannelsessystemet.