Gå til hovedindhold

Dansk sølv ved VM i science - og retten til at navngive asteroide

Benjamin Muntz vandt en 2.plads ved Intel ISEF, VM i science. © Unge Forskere

Ved finalen i Unge Forskere, hvor han fik en 2. plads, kvalificerede Benjamin Muntz fra Brønshøj sig til VM i science, Intel ISEF, i USA. Her vandt han en flot 2. plads i physical science - i kamp mod 1.750 projekter fra 80 forskellige lande.

Medaljehøst kan handle om andet end sport, men der kan gå sport i at høste medaljer! Benjamin Muntz har netop vundet en 2. præmie i kategorien physical science til Intel ISEF - VM i science. Præmien er den fjerde på blot to år - han har vundet 2. præmie ved Unge Forskere-konkurrencen to år i træk, en 1. præmie ved MOSTRATEC, det sydamerikanske mesterskab for unge forskere - og nu altså en 2. præmie ved VM i science.

Efter konkurrencen, der i år blev afholdt i Pittsburgh, USA, kunne Benjamin Muntz efter flere dage med åbent hus og juryrunder vende hjem med en sølvmedalje i kufferten. Han vandt med projektet 'Hvorfor er vi 3D: Modellering af de N-dimensionelle Elektron Orbitaler'.

"Da jeg hørte deres meget gebrokne udtale af 'Brønshøj', vidste jeg, at det var mig, de kaldte op. Det var en helt urealistisk følelse, at de anerkendte fysikere i dommerpanelet opfattede mit projekt som et af de bedste - endda i hele verden!" fortæller Benjamin Muntz.

Science-konkurrencer booster ambitioner

I konkurrencen deltog hele 1.750 projekter fra 80 forskellige lande. Med 2. præmien følger 1.500 USD samt navngivningen af en asteroide, som han nu skal til at finde ud af, hvad han skal kalde - endnu er han ikke klar til at røbe navnet, men "det skal være til ære for noget, som har hjulpet mig og min fremdrift inden for naturvidenskab", som han siger.

Og præmien har givet ham motivation til at fortsætte sit hårde arbejde:

"Det er jo et kæmpe motivationsboost i forhold til, om jeg vil arbejde videre med projektet efter ISEF. Min plan er nu at se, om ikke jeg kan publicere mit projekt, hvilket vil blive en astronomisk start på min akademiske karriere."

Deltagelsen i Intel ISEF kvalificerede Benjamin Muntz sig til, da han i 2017 deltog i finalen i Unge Forskere. Unge Forskere er Danmarks største naturvidenskabelige konkurrence.

"En konkurrence som Unge Forskere hylder de unge mennesker for at bruge hovedet og er med til at give både børn og unge de nødvendige STEM-færdigheder, de skal have, så de kan være aktive og kritiske borgere i det videnssamfund, som de står overfor. Når de deltager i internationale konkurrencer, får de prøvet kræfter med deres færdigheder og får mulighed for at vise, hvad de kan. Det er finalisterne selv, der driver deres projekter, og det er en fantastisk gave at få lov at være med til at skabe en ramme, hvor vi kan anerkende dem, booste deres selvtillid og støtte dem i deres videre studieretningsvalg," siger Katrine Bruun Holck, programleder for Unge Forskere hos Astra.

"Når Unge Forskere sender vindere - som nu Benjamin - til fx Intel ISEF, giver vi de unge en mulighed for at fordybe sig endnu mere i deres projekter, skabe netværk og få indsigt i forskningsverdenen og derigennem forhåbentlig understøtte deres valg af studieretning inden for naturvidenskab eller teknologi.”

Teoretisk fysik i London

Efter at have afsluttet gymnasiet læser Benjamin Muntz nu teoretisk fysik på London Imperial College i England, men han har alligevel fundet tid til at videreudvikle sit projekt, siden han deltog i Unge Forskere-finalen i Forum sidste år. I stedet for fire dimensioner har han inden Intel ISEF udvidet til alle dimensioner og fået mange nye betragtninger og overvejelser med i sin fremlæggelse.

Benjamin har tidligere i år været til det prestigefyldte seminar for unge forskere, SIYSS, i Stockholm, hvor han fremlagde sit projekt for unge talenter fra hele verden, var med til Nobelpris-overrækkelsen og fik diskuteret sorte huller med dette års nobelpristager i fysik. Deltagelsen her kvalificerede han sig ligeledes til ved Unge Forskere-finalen i 2017.

Benjamins medaljehøst

2016:

2. præmie i physical science ved Unge Forskere-finalen for projektet ‘3D-modellering af perpendikulære spiralgalakser’ samt deltagelse i MOSTRATEC, det sydamerikanske mesterskab for unge forskere.

1. præmie ved MOSTRATEC.

2017:

2. præmie i physical science ved Unge Forskere-finalen for projektet ‘Hvorfor er vi 3D: Modellering af de N-dimensionelle Elektron Orbitaler' samt deltagelse i Intel ISEF (VM i science i USA) og SIYSS (Stockholm International Youth Science Seminar).

2. præmie ved Intel ISEF