Deltagere lytter til et oplæg

Workshop 1

Materiale, noter m.v. fra workshop 1

Workshoppen blev afholdt virtuelt onsdag d. 3. februar 2021

Kort resumé af workshoppen

Tovholderen for Astras UdviklingsRum 2021-22 (UR2), Flemming Sjølin Bauer, bød de 13 kommuner velkommen. UR2 vil bygge på erfaringer fra det tidligere UR1. Ambitionen er at skabe et rum, som teams fra suveræne kommuner kan udnytte i arbejdet med deres respektive udfordringer. Astra vil bibringe ny viden og inspiration, men forløbets primære styrke er, at deltagerne udnytter muligheden for at sparre med hinanden på tværs af kommunerne. 

  • UR2 vil bestå af en vekselvirkning mellem seks fælles workshops og kommunernes egne processer
  • UR2s workshops vil være fælles for alle deltagere
  • UR2 forløber over 1½ år - i perioden 2021-22
  • De deltagende kommuner er fra alle landets fem regioner og udgør en værdifuld pulje af forskellige indsigter og erfaringer.
  • De kommunale UR2-teams arbejder med forskellig hastighed og forskelligt fokus. De fælles workshops giver en mulighed for at stoppe op, få sparring og reflektere.
  • UR2 er faciliteret af Astras Forankringsteam. Flemming er tovholder for UR2 med assistance fra Hans Colind Hansen.
astra girl

Deltagernes umiddelbare forventninger

I grupper á 3-4 kommuner førte deltagerne dialog om deres forventninger til UR2-forløbets form, indhold og eget bidrag/udbytte. Gruppernes noter er samlet i filen “Umiddelbare forventninger”. Den fælles opsamling mellem grupperne viste opbakning til et UR2-forløb med vekselvirkning mellem fælles møder/workshops og teamets arbejde i egen kommune. Indholdet skal give teams og deltagere viden, fælles sprog, struktur, inspiration og sparring, evt. i makkerpar af 2-3 kommuner. Kommunernes udbytte skal gøre en forskel - gerne “i den spidse ende hos eleven”. Der var forskellige holdninger til, om produktet skal forankres politisk eller ej og om det skal være en kommunal naturfagsstrategi, et forvaltningsmæssigt styringsdokument (fx med ophæng i "National naturvidenskabsstrategi") eller fx en fællesgjort forståelse af naturfagsindsatsen på tværs af kommunens institutioner. 

Opbygning af kapacitet til samskabt naturfagsudvikling i kommunen

Professor Jacob Torfing, leder af Roskilde School of Governance på RUC holdt et inspirerende oplæg om samskabelse efterfulgt af opklarende spørgsmål. I boksen til højre er der link til Torfings præsentation. Udover litteraturhenvisninger i præsentationen henviste Torfing til artiklen: Åben skole: hvorfor er det så svært at samskabe læring? Bragt i "Ledelse i Morgen". 2020; 24(3): Side 12-15.

Samskabelse er iflg. Torfing et ligeværdigt samarbejde mellem berørte parter om “at definere problemer og designe og implementere nye og bedre løsninger”. Samskabelse handler om at skabe noget nyt - om innovation. Han gav en “hemmelig” 4-trins opskrift på samskabelse, som ved første øjekast ser enkel ud. Torfings slides 8-11 giver UR2-teamet inspiration til at drøfte opskriftens fire trin. Uanset om UR2-teamet vil forsøge sig med samskabelse eller ej, er afklaring af opskriftens første trin: “Hvad er det, vi gerne vil? Hvad er det for et problem, vi gerne vil løse?” nyttigt.

Vanens magt i forhold til at mange kommuner er vant til at styre og lede nedad, kan gøre det svært for kommuner at praktisere samskabelse. Torfing nævnte gode erfaringer fra bl.a. Gentofte Kommune med ledelsesmæssig opbakning til samskabelse, uddannelse af interne facilitatorer, brug af “procesplaner” med de involverede aktører og deres rolle i en konkret samskabelsesproces, teknikker som proceskort og fremtidsværksteder. Samskabelse har i de seneste år simret i mange kommuner og i kommunen kan der være eksisterende erfaringer og kompetencer, som UR-teamet vil kunne trække på, f.eks. blandt udviklingskonsulenter.

astra girl

Glimt fra dialogen med deltagerne efter oplægget

  • “Problemet med naturfagsundervisningen - hvad er det egentligt? Der har længe været arbejdet på løsninger! BUVM og Astra bør kunne forklare, hvad problemet er og fx Institut for Naturfagenes Didaktik bør kunne give løsningen”
  • “Fagopdeling og tid er problemet”
  • Hvordan organiserer i jer i de forskellige kommuner? - er der grundlag for samskabelse?”
  • “Vi samarbejder på tværs i kommuner - det er forudsætningen for samskabelse!”
  • Rambøll-rapporten giver bud på problemer og løsninger”

Supplerende stof

Supplerende stof til UR2-teamets overvejelse af samskabelse som metode kunne f.eks. være artikel om “collective impact”. 

astra girl

Forandringsteori

Hans Colind Hansen præsenterede UR2-teamets mulige rolle som “forandringsagent” og gav eksempler på, hvordan teams i regi af UdviklingsRum 2017-19(UR1) havde arbejdet med “forandringsteori”. Deltagerne i UR1 stiller gerne deres erfaringer til rådighed for UR2-teams - se deres mailadresser på side 17 i denne erfaringsopsamling.

Erfaringsudveksling

Hent rapport

Dialog i kommuneteams med afsæt i Torfing og Hans’ oplæg

Efter de to oplæg var der refleksion i de respektive UR2-teams. 
I tilknytning til, at UR2-teamet senere arbejder med hjemmeopgaver forud for den næste UR2-workshop, kan de med fordel drøfte og spejle Hans’s slides i Torfings 4-trins opskrift til samskabelse.

Den Grønne Rygrad - et tilbud og en mulighed for synergi

Synnøve Kjærland, CONCITO, og Line Pinstrup Andersen, Haver til maver, præsenterede deres fælles projekt “Den Grønne Rygrad”, som 15-20 kommuner kan deltage i. 

Efter aftale med Astra, tilbyder “Den Grønne Rygrad” alle UR2-kommuner en uforpligtende kortlægning af planer, politikker og strategier i kommunen, der kan være afsæt for klimaundervisning. Kortlægningen kan indgå i UR2-teamets eget arbejde med den bredere naturfagsindsats. Hvis UR2-kommuner ønsker at forpligte sig og deltage i “Den Grønne Rygrad” i fuldt omfang, er der plads til, at 5-6 kommuner kan tilmelde sig.
CONCITO er desuden videnspartner i partnerskabet “DK2020 - Klimaplaner for hele Danmark”, som involverer alle kommuner. Som nævnt i invitationsbrevet, kan UR2-kommuner måske opnå synergier ifht. Den Grønne Rygrad og DK2020. 

astra girl

Opsamling på dagen

Vedr. deling af kontaktoplysninger, så var ingen indvendinger imod, at en liste med navn og mailadresse blev delt mellem deltagerne pr. mail. 

Evt. dannelse af makkerpar mellem UR2-kommuner må vente til UR2-teamene kender mere til hinanden og de respektive opdrag. Een mente, at “kommuneposen” skulle rystes ved hver workshop som forudsætning for, at man kan lære hinanden at kende og sparre optimalt. 

Vedr. fastlæggelse af datoer for workshops, så er håbet, at alle workshop efter sommerferien kan være med fysisk fremmøde. 

Datoerne for de fem workshops er:

  • Torsdag d. 15. april, kl. 9-15, workshop nr. 2 (Virtuelt)
  • Mandag d. 23. august til tirsdag d. 24. august 2021, workshop nr. 3 (Internat) N.B. Flyttet fra d. 24.-25. august.
  • Tirsdag d. 9. november 2021, workshop nr. 4
  • Torsdag d. 3. februar 2022, workshop nr. 5
  • Onsdag d. 6. april 2022, workshop nr. 6

 

Evaluering

Deltagerne fik mulighed for at give Astra feedback i forhold til hvad der var dagens vigtigste udbytte og hvad der kunne have øget workshoppens værdi for deltagerne. De mange input er samlet i dette dokument: Deltagerevaluering

astra girl

Huskeliste

  • Inden den 15.2.21: Svar på Den Grønne Rygrads tilbud om gratis kortlægning til Synnøve Kjærland: sek@concito.dk eller Line Pinstrup: lp@havertilmaver.dk (se mere i præsentationen af Den Grønne Rygrad)
  • Senest d. 31.3.21: Send jeres kommunale UR2-teams fælles besvarelse af hjemmeopgaven: Mandat og ønskesituation for naturfagsområdet. Max. 1 A4-side med kommunenavn til fsb@astra.dk (se mere i "Hjemmeopgave til workshop 2")
  • Senest d. 9.4.21: Frist for kommunens evt. tilmelding til Den Grønne Rygrads fulde forløb (Se mere i præsentationen af Den Grønne Rygrad)
astra girl
Konsulent Flemming Sjølin Bauer

Flemming Sjølin Bauer

Konsulent

Flemming arbejder med netværk for naturfagskoordinatorer i Region Sjælland og Region Hovedstaden samt netværk for naturvidenskabskoordinatorer på gymnasierne.

Modtag Astras nyhedsbrev

Vi inspirerer dig, der inspirerer! Med gode idéer, ny viden og inspiration til hvordan du kan skabe engagerende naturfagsundervisning af høj kvalitet.

𝗠𝗮𝗻𝗴𝗹𝗲𝗿 𝗱𝘂 𝗶𝗻𝘀𝗽𝗶𝗿𝗮𝘁𝗶𝗼𝗻 𝘁𝗶𝗹 𝗴𝗼𝗱𝗲 𝗻𝗮𝘁𝘂𝗿𝗳𝗮𝗴𝗹𝗶𝗴𝗲 𝘂𝗻𝗱𝗲𝗿𝘀ø𝗴𝗲𝗹𝘀𝗲𝗿?

Astra er medarrangør af Big Bang-konferencen, der samler landets bedste formidlere, undervisere og forskere og giver dig to dages faglig forkælelse i naturvidenskabens tegn.

Du får:

Køb din billet til Danmarks største naturfagskonference!

(åbner bigbangkonferencen.dk)

Skip to content