For andet år i træk har en dansk ung forsker vundet guld ved EM i science 2023 – EU Contest for Young Scientists (EUCYS) netop afholdt i Bruxelles.
De tre finalister – Martin, Alexandra og Nanna – har med hver deres Unge Forskere-projekt imponeret dommerne. Særligt Martin og Nanna har høstet anerkendelse i form af en guldmedalje, en særpris fra European Space Agency og en særpris fra Expo-Sciences Luxembourg. Trods guld og glimmer er de tre finalister dog enige om, at det fedeste jo egentlig bare er at have været med.
Martin Stengaard Sørensen, som både vandt den eftertragtede guldmedalje med sit rumrakets forskningsprojekt og en ESA særpris, reflekterer over sine oplevelser i Unge Forskere:
Det er selvfølgelig mega fedt at vinde – at mærke anerkendelsen. Det er stadigvæk lidt surrealistisk…men det har også været vildt fedt at møde de andre deltagere, der ligesom mig bare synes, det er mega fedt at nørde helt ned i et emne. Jeg kan kun opfordre til, at hvis man har en god ide og er passioneret om den, så skal man bare sende sit projekt ind. Det er virkelig en god oplevelse, og jeg har fået uvurderlige kontakter til mit videre arbejde gennem min deltagelse i Unge Forskere.”
– Martin Stengaard Sørensen, Kategorivinder technology Unge Forskere 2023, vinder af førstepræmie og ESA særpris ved EUCYS.
Det var Martins tredje år i Unge Forskere-konkurrencen. Nanna Kalmar, der har deltaget i konkurrencen både som junior og nu som senior, er enig med ham. Nanna, som vandt Unge Forskere Senior 2023 og en særpris ved EUCYS for hendes projekt om vertikalt landbrug, har været med hvert år siden 2018, hvilket gør hende til en efterhånden garvet forsker. I år var hendes sidste år i konkurrencen, og når hun ser tilbage, er hun enig med Martin i, at det at samles og mødes så mange unge med samme interesse er en unik oplevelse:
For mig er det fedeste nok at opleve, at unge i min alder, der interesserer sig for science, er så forskellige – der er vildt mange forskellige typer og personer. Jeg synes også virkelig, at EUCYS har været en fed konkurrence, for det er virkelig inspirerende at gå rundt mellem nogle sindssyge projekter og høre, hvad de har lavet – Jeg blev så inspireret og fik så mange nye ideer.
– Nanna Kalmar, vinder af Unge Forskere senior 2023 og særpris ved EUCYS
Med sin særpris skal Nanna deltage i Science EXPO Luxembourg, som er en international videnskabsmesse åbent for offentligheden med sit projekt med sit projekt om landbrug.
Det kræver dog ikke flere års erfaring eller øvelse at nå helt til tops i Unge Forskere-konkurrencen eller få lov til at opleve EM i Science.
Alexandra Cotiga deltog i EUCYS med hendes projekt om aquadynamisk skibsmaling og havde sammen med de to andre en fantastisk oplevelse til EUCYS:
Jeg sendte mit projekt ind til unge forskere lidt for sjov, og jeg havde slet ikke forventet, at jeg ville nå så langt. Jeg er super stolt og glad for, at jeg tog chancen, og jeg kan kun opfordre til, at andre med en forsker i maven bare kaster sig ud i det. Jeg skal helt sikkert være med igen.
– Alexandra Cotigo, Kategorivinder physical science Unge Forskere 2023 og EUCY finalist
De tre imponerende Unge Forskere beviser ikke bare, at man kan komme langt med en god ide og lidt gåpåmod, men også at Unge Forskere ikke blot er en konkurrence, men en rejse fyldt med inspiration, læring og helt unikke oplevelser.
Om Unge Forskere:
- Unge Forskere er Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence og -program.
- Unge Forskere arrangeres af Astra – det nationale naturfagscenter og består af Unge Forskere Junior, Unge Forskere Senior og tegnekonkurrencen Min Vildeste Ide.
- I konkurrencerne arbejder deltagerne direkte med naturvidenskabelig forskning og teknologisk udvikling og viser, at børn og unge kan gøre en forskel ved at omsætte deres ideer til handling i den virkelige verden.
- Vinderne af konkurrencen får mulighed for at deltage yderligere i internationale konkurrencer som fx EM og VM.
- De seneste fem år har Unge Forskere vundet tre guldmedaljer i internationale konkurrencer.
- H.K.H. Prins Joachim er protektor på projektet, professor Anja C. Andersen er formand og Jørgen Mads Clausen er æresformand.
Du kan læse mere om Unge Forskere her.