Du kan samle op på dine elevers arbejde med for eksempel en engineeringudfordring ved at sende klassens fælles anbefalinger til løsninger videre. Det kan være til skolelederen, elevrådet, skolebestyrelsen, kommunens tekniske afdeling eller sågar borgmesteren – det kommer helt an på emnet.
I har gennemført et forløb, er blevet klogere, og har måske fundet frem til løsninger på konkrete problemer. For at samle op på jeres arbejde, og I samle jeres løsninger og fælles i klassen blive enige om hvilken eller hvilke, der er bedst, og som I vil sende videre til beslutningstagere. På den måde får du samlet op på arbejdet sammen med dine elever, og du viser dem, at naturfag kan bruges til at skabe konkrete løsninger i virkeligheden.
Denne metode er særligt relevant i et engineering-forløb, hvor eleverne arbejder med en konkret problemstilling og udvikler deres egen løsning på problemet. Et engineering-forløb er altid bygget op om en bestemt model med syv delprocesser. Hvis I laver denne kan I se det som den ottende delproces. Læs mere om engineering.
Sådan kan du gøre
- Lad alle elever præsentere deres bud på løsninger
- Eleverne skal nu tænke over de 2-3 vigtigste opdagelser, som de er kommet frem til ifm. deres eget arbejde og hinandens præsentationer
- Lav en fælles opsamling, og bliv enige om de 3-5 vigtigste pointer eller opdagelser, som klassen vil give videre til de beslutningstagere, der er relevante for jeres arbejde
- Skriv et brev, optag en video, lav en plakat, tag billeder eller lignende, som opsummerer klassens anbefalinger. Det kan I nu sende til den udvalgte modtager.
Se et eksempel
Her er et eksempel på, hvordan en fælles anbefaling kan skrues sammen. I eksemplet tages der udgangspunkt i engineering-forløbet “Byg levesteder ved Fremtidens skole”. Forløbet er udviklet i forbindelse med Naturvidenskabsfestival 2025, hvor temaet var Fremtidens By.
I eksemplet er det en 6. klasse, der har gennemført forløbet:
Kære skolebestyrelse,
I 6. b har vi i uge 39 arbejdet med at undersøge, hvordan vi kan få dyrene tilbage på skolens område. Vi har også undersøgt måder at bygge levesteder på skolen og måder at binde levestederne sammen med naturen i skolens nærområde. Vi er kommet frem til nogle fælles anbefalinger ud fra de ting, som vi har undersøgt.
Vi kan få flere dyr på skolen, hvis vi laver levesteder:
- Til pindsvin og insekter i form af grenbunker og visne blade f.eks. placeret i sydgården væk fra larm og støj fra legepladsen
- binder levestederne sammen med skoven ved at placere visne blade og grene fra skolens område i bunker ud mod skoven
- til salamander og frøer ved at lave et lille lavvandet vandhul bagest på boldbanen, hvor der ikke er langt til grøften, og hvor de yngste elever ikke kommer.
- til insekter, hvis vi lader være med at slå græsset rundt om boldbanerne og parkeringspladsen.
Hvis vores skole skal have flere levesteder på et tidspunkt, kan I måske bruge vores anbefalinger?
Mange hilsner fra 6.b