Gå til hovedindhold

Fordøjelsen

Aktiviteter om fordøjelsessystemet. Tekst med små øvelser, der sætter eleverne ind i emnet. Fremstilling af model om fordøjelsessystemet.

Aktivitetsvejledning

Aktiviteten er en del af undervisningsforløbet 'Lær din tarm, blære og nyrer at kende'.

Aktivitet 1 - Øvelser til faglig tekst

  1. Find små overskrifter, lav en ordliste og diskuter fagudtryk. Afslut med at se på tegningen og tal om, hvad det var, der skete de forskellige steder i kroppen.
  2. Find mere information om fordøjelsen, og uddyb teksten.

Aktivitet 2 - Model af fordøjelsen (parvis aktivitet)

Aktiviteten går ud på at fremstille en model af fordøjelsessystemet. Modellen er beskrevet flere steder på nettet. Det er her tænkt som en styret aktivitet, hvor der angives, hvad der skal gøres og hvordan.

Imidlertid bør der lægges op til refleksioner over modellens enkeltelementer. Hvad skal de enkelte dele af modellen vise? Er det åbenlyst, hvad de repræsenterer, eller er det ’søgt’? Diskuter gerne dette med eleverne undervejs - eller ved en afsluttende drøftelse. Der er spørgsmål undervejs, hvor eleverne bliver bedt om at forholde sig til, hvad delelementerne repræsenterer.

Sp. 1: Maven
Sp. 2: Mavens æltning af maden
Sp. 3: Tyndtarmen og dens optagelse af væske og næringsstofferne
Sp. 4: Tyktarmen
Sp. 5: Endetarmen

Materialer:

  • En kniv
  • En halv banan  
  • En grovkiks  
  • 1½ dl vand  
  • En plastpose - gerne en, der kan lukkes  
  • Et par nylonstrømper, hvor benene klippes af så højt som muligt  
  • Et køkkenrullerør  
  • En plasthandske  
  • En kraftig elastik (kan evt. undværes)  
  • En voksdug (eller aviser, affaldsposer, fotobakker eller lignende) til at beskytte bordet, inden I starter med selve modellen.

Bygning af model trin for trin:

1. Knus kiksen, og put den i posen. Skær eller klip bananen i mindre stykker, og put også den i posen. Hæld til sidst vandet i. Pres næsten alt luften ud af posen og bind en knude på den.
Hvad er posen med indhold en model af?

2. Nu skal I ’ælte’ posen med indholdet i ca. 5. minutter.
Hvad skal denne æltning forestille?

3. Klip et hul på maksimum 2 cm i det ene hjørne af posen.
Nu skal I forsigtigt presse indholdet fra posen over i nylonstrømpens åbning. I holder det hele over bordet. Det kan godt svine lidt, da der kan sive væske ud af strømpen.
Når det hele er i strømpen, skubber I massen videre ned mod foden af strømpen.
Hvad skal denne del af processen forestille?

4. Massen er nu blevet mindre sjasket, og den er blevet presset ned i enden af nylonstrømpen.
Næste skridt er at sætte plastikhandsken fast om køkkenrullerøret. Brug elastikken. Den masse, der er i nylonstrømpen, skal nu igennem køkkenrullerøret og ende i plastikhandsken.
Klip hul i nylonstrømpens fod, og pres massen over i køkkenrullerøret.
Hold røret lidt på skrå, og lad massen lige så forsigtigt glide ned i handsken.
Hold evt. en hånd om elastikken og handsken, så den ikke glider af.
Hvad skal køkkenrullerøret forestille?

5. Massen er nu i handsken, hvor I skal forsøge at samle den i en af fingrene. Klip hul i denne, og pres massen ud. Hvad skal fingeren på handsken forestille?

Prøv at ...

lave en film om fordøjelsen. Der er meget inspiration at hente på YouTube. Vis den for nogle yngre elever.


Forklaring

Faglig tekst til aktivitet 1

Når maden er blevet tygget i munden, skal den på en ca. 30 timer lang rejse gennem fordøjelsessystemet. På vejen bliver der tilført enzymer. Enzymer nedbryder maden, så næringsstoffer kan blive optaget gennem tarmvæggen. Næringsstofferne er protein, kulhydrater og fedtstoffer. Fra tarmvæggen går næringsstofferne over i blodstrømmen, så de kan blive brugt af kroppen. Det, kroppen ikke kan bruge, går videre gennem tarmene og ender som afføring.

 

 

Tegning af fordøjelsessystemet

 

 

  • I munden bliver maden findelt og blandet med spyt. Spyttet indeholder enzymer. Maden glider gennem spiserøret ned til maven.
  • I maven bliver maden blandet med syre og flere enzymer. Nu er maden blevet delvist fordøjet og bevæger sig videre til den første del af tyndtarmen, som hedder tolvfingertarmen.
  • I tyndtarmen bliver nedbrydningen af proteiner, kulhydrater og fedt gjort færdig af flere enzymer bl.a. fra tyndtarmens vægge. Fra tyndtarmen bliver næringsstofferne optaget i blodet.
  • I tyktarmen bliver alt, hvad der ikke er sendt videre, optaget og sendt videre som afføring. Afføring består af ¾ vand. Resten er plantefibre og mikroorganismer.