Gå til hovedindhold

Unge forskere vinder specialpris ved EM i science

Unge Forskere vindere til EUCYS med diplom - Foto: Bettina Pearson © Astra

Som de yngste nogensinde løb 14-årige Ayumi og Olivia fra Birkerød med en særpris ved EUCYS - EM i Science i Tallinn, Estland. Også 19-årige Gustav vandt en særpris. Det er første gang siden 2014, at Danmark har taget priser hjem fra EM.

Kombinationen af en meget ung alder og et projekt af meget høj kvalitet betød, at de to 9. klasses elever fra Bistrupskolen i Birkerød, Olivia Rygaard-Hjalsted og Ayumi Mayer tirsdag løb af med en særpris ved EM i science, også kaldet EUCYS.

Ved konkurrencen deltog i alt 140 unge lyse hoveder fra 38 lande. Olivia Rygaard-Hjalsted og Ayumi Mayer fik særprisen inden for kategorien fødevarer, miljø og bæredygtighed:

Yngste danskere ved EM

 

Unge Forskere vinder junior til EUCYS med diplom - Foto: Bettina Pearson © Astra

 

De to stjerneskud er de yngste, der nogensinde har stillet op til EM for Danmark, og de var også blandt de yngste deltagere ved den europæiske konkurrence, der foregik i Tallinn, Estland.

De to 14-årige skoleelever fik den internationale særpris for deres projekt om menneskeskabt støjforurening i verdenshavene, der ødelægger hvalernes livsbetingelser og påfører dem både fysiske og psykiske lidelser. Olivia og Ayumi har udviklet et monitoreringssystem, der kan sikre, at skibene sætter hastigheden ned, så støjniveauet mindskes.

Vi har lavet de nødvendige beregninger, for at projektet kan blive en realitet. Vi er i kontakt med NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration, red.). Vi har skabt et system, der gør, at vi kan beskytte nordkaperen

Olivia Rygaard-Hjalsted

Med prisen følger en kraftfuld computer til hver, så pigerne kan komme videre med forskningen i den menneskeskabte støj.

Matematisk formel til sprogforskning

 

Unge Forskere vinder senior til EUCYS med diplom - Foto: Bettina Pearson © Astra

 

19-årige Gustav Møller Grimberg fra Østerbro vandt det estiske Uddannelsesministeriums særpris. Med denne pris følger 1.000 euro, svarende til knap 7.500 kr.

Gustavs matematiske beregningsmodel giver mulighed for at undersøge, hvordan sprogene har udviklet sig i forhold til hinanden. Det har ingen lavet før ham.

Ved hjælp af såkaldte frekvensfordelinger har Gustav brugt  den danske og den svenske bibel til at undersøge den historiske divergens mellem de to sprog. Siden sin studentereksamen fra Vibenshus Gymnasium i sommer har Gustav brugt sin tid på at udvikle flere programmer til automatisering af en større del af databehandlingen.

Det er en exceptionelt fed oplevelse at deltage i EUCYS – jeg har lært enormt mange passionerede unge at kende fra hele Europa, og det er fantastisk med international anerkendelse

Gustav Møller Grimberg

”Begge de danske projekter er på et meget højt niveau, og der var ikke tvivl hos juryen om, at Ayumi, Olivia og Gustav skulle have en pris. Jeg er glad og stolt på deres vegne. Et stort tillykke til de tre,” lød det fra jurymedlem Morten Lennholm fra EU-organisationen EUROfusion umiddelbart efter overrækkelsen.

EUCYS er et initiativ taget af Europa-Kommissionen for at fremme interessen for naturvidenskaben blandt 14-20 årige unge.