Gå til hovedindhold

Få havet på hjernen med Hovedet i havet

Hovedet i havet byder på tværfaglige forløb til 7. - 9. klasse.

Hovedet i Havet er en række undervisningsforløb til 7. - 9. klasse, hvor man arbejder med havets natur på en ny måde.

Gennem en række tværfaglige undervisningsforløb får børn og unge mulighed for at møde og opleve havets natur på en ganske unik måde. Danmarks nyeste forskningsskib, Aurora, er et af kerneelementerne i forløbet. Om bord på Aurora og gennem aktiviteter på havnefronten oplever eleverne, hvordan forskerne arbejder, og de unge får selv mulighed for at undersøge problemstillinger, de har forberedt på forhånd.

Forløbene er udarbejdet efter de fællesfaglige fokusområder fra Undervisningsministeriet. Alle forløbene er tværfaglige og kan anvendes til undervisning op til den fællesfaglige naturfagsprøve, fællesfaglige uger eller i de enkelte naturfag.

Der er planlagt fire tværfaglige forløb, hvoraf det første, Tang-tastic, ligger klar på siden. De øvrige tre: Den sidste fisk, Fra bund til mund og Et hav af muligheder er under udarbejdelse, men der ligger smagsprøver på siden. Til de færdige forløb er der tilhørende lærervejledninger.

“Det er vores håb, at projektet tænder gløden for havet hos den danske befolkning i en sådan en grad, at langt flere tager ejerskab for en meget vigtig del af den danske natur.”

 
Projektleder Peter Bondo Christensen, seniorforsker ved Aarhus Universitet.

Hovedet i Havet er et samarbejdsprojekt mellem den danske grundskole, akvarier i Danmark og Aarhus Universitet. Når Aurora ikke er optaget af skolebørn og forskningstogter, bliver der arrangementer for den øvrige del af befolkningen, der kan zoome ind på havets biologi og opleve det fascinerende liv under havets overflade. Projektet er støttet af Nordea-fonden.

Følg projektet, og se mulighederne for jeres klasser på hjemmesiden og på facebook.