Gå til hovedindhold

Få Videnskaben på Besøg i dit klasseværelse

Det er nu tid til at bestille foredrag i den populære foredragsordning ‘Videnskaben på Besøg’. Videnskaben på Besøg er et tilbud under Naturvidenskabsfestival, hvor du kan få en engageret scienceformidler helt gratis ud og sprede god naturvidenskabelig energi på din skole eller dit gymnasium.

Foredragene kan handle om alt fra en spand fyldt med krabber til kræftmedicin eller matematiske gåder, og de afvikles altid i uge 39. Det er gratis at benytte sig af Videnskaben på Besøg - det eneste, skolen skal betale for, er foredragsholderens transport.

Der plejer at være stor efterspørgsel, så vær klar ved tasterne, når vi åbner for bestillinger d. 13. maj kl. 12. I det online foredragskatalog kan du sortere efter emne, målgruppe og fag, så du får netop det foredrag, der passer til dig og dine elever.

Før, under og efter

“Inden foredraget kan det være en god idé at tænke over, hvad I vil have ud af foredraget,” siger Trine Hyllested, ph.d. og projektleder på Center for Museumsundervisning i Region Syddanmark. Hun anbefaler at tænke i før, under og efter besøget:

Før:

  • Forbered eleverne på, hvad der venter dem praktisk og indholdsmæssigt.
  • Forbered foredragsholderen på, hvem I er, hvad I vil, og hvad I kan.
  • Forbered mindst tre faglige nøglebegreber, som foredraget handler om. Se på konkrete genstande, tjek film, billeder m.m.
  • Lad på forhånd eleverne finde oplysninger om nøglebegreberne gennem forskellige kilder (fx Leksika, Google, YouTube), og sammenlign kilderne.
  • Lad eleverne i grupper forberede nogle spørgsmål til oplægsholderen om nøglebegreberne.

Under:

  • Deltag selv aktivt i foredraget, og hjælp med at fremme elevernes læring under foredraget. Husk, at foredragsholderen typisk ikke er uddannet underviser og ikke påtager sig denne rolle.
  • Lad eleverne summe 5-10 min i makkerpar efter foredraget og stille et spørgsmål til oplægsholderen.

Efter:

  • Saml op efterfølgende: Skriv et resumé, eller lav en billedfremstilling til en hjemmeside, parallelklassen eller en selvvalgt person.

Kender du en dygtig formidler?

Vi rekrutterer løbende foredragsholdere og opdaterer listen med foredrag, og her har vi brug for dig. Hvis du kender en dygtig specialestuderende, universitetsprofessor eller forsker ved Novo Nordisk, som brænder for at formidle sin viden, så bed vedkommende om at melde sig som foredragsholder.

Sådan kan du være med til at skabe værdi og give naturfaglige oplevelser til børn og unge.