Gå til hovedindhold

Biller i skoven, i 3D-printeren og på hjul

Billejagt i Vestskovens Naturskole i uge 39. Naturvidenskabsfestival © Carsten Andersen

På Naturcenter Herstedhøje står uge 39 i billernes tegn - både levende biller, 3D-printede biller og robotbiller med kindbakker.

Man kan lære om biller på mange måder - Vestskovens Naturskole har tænkt kreativt og sat citizen science, 3D-design og robotteknologi i spil for at lære eleverne i Glostrup og Albertslund kommuner om biller.

I skoven blev 6. klasse under kyndig vejledning af naturvejleder Inge Christensen - som også er kommunal naturfagskoordinator - sluppet løs med opgaven at finde biller i træer, i græsset og i udlagte fælder.

De gik til opgaven med ildhu, omend det krævede lidt mod at håndtere billerne - især hos de drenge, der tilbringer meget tid foran computerskærmen! Men modviljen blev overvundet, og masser af biller bragt tilbage til naturcentret, hvor de blev betragtet under stereolupper og fotograferet med makrolinser, der kunne klipses fast på naturskolens Ipads. Derefter blev billerne indledningsvist artsbestemt, og eleverne fremlagde deres fund for Albertslunds borgmester, Steen Christiansen, der var på besøg for at opleve den anderledes undervisning.

Lortefælder

Lærerne Sofie Åkerman Thomsen og Ole Hansen var med for at holde styr på billejægerne og hjælpe med bille-arbejdet. De glæder sig over at komme ud af skolen og få input fra naturvejlederen, som kan noget andet, end de kan.

“Det er en lejlighed til at arbejde på en naturvidenskabelig måde - både indsamle, artsbestemme og sætte i skema. Nogle af eleverne syntes, det var meget grænseoverskridende, men det var genialt med fælder med kød, ananas og lort, det var de fascineret af. De var næsten ikke til at stoppe!” siger Sofie Åkerman Thomsen.

“Vi har nogle rigtig gode børn, nogle har lidt svært ved at holde fokus og var ret forskrækkede over det med biller. Men selv de mest forskrækkede har været med.”

Resultaterne af billeindsamlingen sendes til Naturhistorisk Museum i Aarhus, hvor forskerne arbejder på at indsamle data om biller forskellige steder i Danmark. Når de har artsbestemt billerne, får klassen tilsendt resultatet, og så skal der evalueres på dagen.

Hjalte var isært begejstret for ananasfælden, mens Edanur var fascineret af de mange forskellige biller:

“Jeg har lært at fange biller, og også lært nogle billers navne, fx rovbille, løbebille og smældere!

Krible-krable for de små

Også de yngste elever var på billejagt i skoven - her var det centerchef Henrik Søfeldt Jørgensen fra Naturcenter Herstedshøje, der førte an, og borgmesteren åbnede bille-ballet ved at løfte et stort låg, så de nysgerrige elever fra 2. klasse kunne kaste sig over mylderet af biller, der havde gemt sig under låget.

Krible-krableværkstedet for 0.-3.klasse har fokus på at gøre børnene bekendt og fortrolige med naturen, og det er tænkt som første skridt i progressionstanken mod insekt-/billejagt: Fra naturdetektiver til billejagt.

Gratis 3D-tegneprogram

Mens 2. og 6. klasse med stor iver kastede sig ud i billefangst i skoven, og 6. klasse senere imponerede borgmesteren med deres arbejde med de fundne biller, skiftedes 7. klasse fra Skovvangsskolen i Glostrup og 7. klasse fra Herstedlund Skole i Albertslund til at bruge 3D-teknologi og robotteknologi til at lære billerne at kende.

Eleverne fra Skovvangsskolen i Glostrup var dybt koncentrerede i arbejdet med at designe biller ud fra de billemodeller, levende biller og billeder, der var på arbejdsbordet. Lærer Henning Pickering Hansen glædede sig over introduktionen til 3D-design og -print.

“Vi har haft et bille-forløb hjemme på skolen, og her kommer der en ekstra facet på, når de skal designe biller ud fra det, de ved. De får også en forsmag på computerdesign, hvor de bruger Tinker Cad - og det har jeg lige fundet ud af er et gratis program, som vi kan bruge senere.”

Også skolens it-ansvarlige, Morten Ulstrup, var med på dagen - og også han fik en aha-oplevelse af konceptet med at koble natur og teknologi, hvor en eventuel 3D-printer ikke vil komme til at samle støv i et hjørne, men vil kunne bruges til andre fag end håndværk og design.

Mest begejstrede var dog eleverne, som trods den stejle læringskurve i 3D-design fik designet nogle flotte biller. En af de mest avancerede var en ådselsbille, designet af Tobias og Anton:

“Vi valgte den, der ville se sejest ud, og som var mest udfordrende at lave. Vi har lært om biller inden i dag, men det her er fedt, fordi man bruger elektronik og får printet ud, så man kan se resultatet.”

Robot-kindbakker af Lego

I lokalet ved siden af skulle man se sig for, hvor man gik - her susede Lego Mindstorm-robotter rundt på gulvet, skarpt forfulgt af elever fra 7. klasse på Herstedlund Skole.

Deres lærer, Lilja Gunnarsdottir, gav en hånd med, da et par af drengene ikke kunne få kindbakkerne til at virke, eller når et par klodser var svære at skille ad, og hun glædede sig over elevernes iver:

“Det er en interessant mulighed for at give dem en anden slags dag, hvor man kommer helt væk fra skolen og stadig lærer noget. De arbejder i anderledes grupper, og de får mulighed for at prøve at programmere robotter - sådan noget har vi ikke på vores skole. Og det er vigtigt at lære - langt de fleste af dem kommer jo nok til at arbejde med programmering eller robotter enten på arbejde, eller med at programmere en støvsuger eller en græsslåmaskine.”

Lilja Gunnarson var også opmærksom på, at nogle af de elever, der normalt ikke var så meget med i timerne, pludselig var meget engagerede - og på at pigerne var lige så interesserede som drengene.

En af de piger, der virkelig havde fået styr på programmeringen, var Nisa:

“Vi har arbejdet med robotbiler, som vi selv skulle bygge og programmere, og vi har bygget en gribeklo, så den mindede lidt om en billes kindbakker. Det vil jeg gerne prøve igen - det er en helt anden måde at være i skole på!”

Hukommelsen styrkes

Bag bille-konceptet i uge 39, som er fuldt booket af skoleklasser fra Albertslund og Glostrup står naturvejleder Inge Christensen fra Vestskovens Naturskole, som er et samarbejde mellem de to kommuner.  

“Vi arbejder med det konkrete og praktiske, hvor elever og lærere kommer ud af de vante rammer - vi er en håndsrækning til åben skole. Vi har kombineret, så eleverne får en indgang til biologien via teknologi. Og det er jo den verden, de færdes i til daglig. De klipsede en makrolinse på en Ipad, og så kunne de tage nærbilleder af billerne og se detaljerne, at “næh, den har ‘trekantede’ ben”, og de kunne se kindbakkerne og følehornene,” fortæller Inge Christensen og fortsætter:

“Det er vigtigt at have flere sanser i spil - det gør noget ved børn, de husker det bedre. Mange var bange for at røre ved billerne til at starte med, medmindre de havde handsker på, men til sidst turde de godt! Og nu har de forforståelsen til næste gang, de skal arbejde med insekter.”

“Det er ren win-win - eleverne har taget fantastiske billeder, som forskerne kan bruge i databasen på billeatlas.dk og danbiller.dk, og Naturhistorisk Museum bruger data til artsbestemmelse. Fx er jeg meget spændt på at høre, om de har registreret en af snudebillerne, vi fandt i dette område - den har jeg ikke selv set før herude!”

Netværk, netværk, netværk

Udover jobbet som naturvejleder er Inge Christensen også naturfagskoordinator og tovholder for naturfagsnetværket i Albertslund, og hun har bidraget til kommunens katalog til uge 39. Nogle steder - som Metropol på Frederiksberg og Zoo i Aalborg - vælger man at samle aktiviteterne i uge 39 på ét sted, som eleverne så kan besøge. I Albertslund samles et omfattende katalog med masser af forskellige aktiviteter, som afholdes ude på de relevante steder, fx. Naturcenter Herstedhøje, Kroppedal, NEXT Albertslund m.fl.

I arbejdet med at finde aktiviteter trækker Inge Christensen på sit store netværk, både som lærer, som naturvejleder og som naturfagskoordinator:

“Projektet her er meget parallelt til lærerens hverdag: Hvem kender jeg, der arbejder med det, vi skal i gang med, og kan jeg trække på deres viden? Man skal ikke være bleg for at spørge - det værste der kan ske er, at man får et nej! For eksempel er manden bag RealDream, som har afholdt 3D-workshop og programmeringsworkshop, selv tidligere lærer og IT-konsulent. Han sælger ikke produkter, han sælger didaktik, og han holder lærerkurser, hvor lærerne oplæres i det, de selv skal lære videre.”