Gå til hovedindhold

Bliv opdateret på de fællesfaglige fokusområder

Fællesfaglige fokusområder i undervisningen

Læseplanerne for biologi, fysik/kemi og geografi slår fast, at der i løbet af 7.-9. klasse skal finde mindst seks fællesfaglige undervisningsforløb sted. I et fællesfagligt forløb sættes naturfagene i sammenhæng med udgangspunkt i en naturfaglig problemstilling, som belyses ved hjælp af arbejdsspørgsmål fra to eller tre af naturfagene.

Ud af de fællesfaglige forløb i udskolingen skal mindst fire af dem tage udgangspunkt i læseplanernes liste:

Produktion med bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget

- kan fx handle om landbrug, havbrug, skovbrug eller plastikproduktion. 

Bæredygtig energiforsyning på lokalt og globalt plan

- kan fx knytte an til vedvarende kontra ikke-vedvarende energikilder, forurening af atmosfæren eller isolering af boliger.

Drikkevandsforsyning for fremtidige generationer

- kan fx knytte an til vandets kredsløb, global drikkevandsforsyning, klimatilpasninger og spildevandsudledning.

Den enkeltes og samfundets udledning af stoffer

- kan fx knytte an til ftalater, røgrensning, kødproduktion, industrielle symbioser eller transport. Find inspiration i forløbet Vi undersøger kemisk industri.

Strålings indvirkning på levende organismers levevilkår

- kan fx knytte an til solindstråling, mobiltelefoni, a-kraft, rumrejser, cancer eller baggrundsstråling.

Teknologiens betydning for menneskers sundhed og levevilkår

- kan fx knytte an til robotteknologi, bioteknologi eller fødevareteknologi.

Der er mulighed for at gennemføre flere og andre fællesfaglige fokusområder end de seks fra læseplanerne. Der er ikke nogen øvre grænse for, hvor mange fællesfaglige forløb, der kan lægges fra 7.-9. klasse. Eksempler på andre fællesfaglige fokusområder kan være:

 

Jorden og livets udvikling

- kan fx knytte an til evolution, pladetektonik, udforskning af rummet og naturvidenskabelige teorier om tilblivelsen af Jorden og Universet.

Klimaforandringer

- kan fx knytte an til global opvarmning, klimatilpasninger og fremtidens bæredygtige byer.

Foto: ESA/Soyuz and Progress docked with the ISS

På rejse i rummet

- kan fx knytte an til raketmotorer, klimazoner, Newtons love, kroppens fysiologi og næringsbehov eller spildevandsrensning.

Fællesfaglige fokusområder i den fælles prøve

Til den fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi skal der opgives mindst fire fællesfaglige fokusområder, som den enkelte klasse har haft undervisning i. Det kan både være læseplanernes eller andre fællesfaglige fokusområder, der opgives til prøven. Hvor fællesfaglige forløb i undervisningen godt kan tage afsæt i kun to af de tre naturfag, skal forløb som opgives til prøven være fællesfaglige for både biologi, fysik/kemi og geografi. Læs mere om opgivelser til den fælles prøve.