Gå til hovedindhold

Fællesfaglig naturfagsundervisning og -prøve

Videnskaben på Besøg 2014 © Sanne Vils Axelsen for Astra

INDsigt ved Keld Nørgaard, tidligere ansat i Undervisningsministeriet

Fra skoleåret 2016/2017 blev den fællesfaglig naturfagsprøve i folkeskolen obligatorisk. Det har givet et antal skoler og naturfagslærere flere udfordringer, som især af hensyn til eleverne fremover skal tackles på hensigtsmæssige måder. 

På seminaret berøres kort baggrunden for at indføre prøven, hvorefter de formelle rammer for den fælles prøve bliver skitseret.

Eleverne vil dog have svært ved at gå til en fælles naturfagsprøve, hvis de ikke forinden i kortere eller længere perioder har arbejdet med fællesfaglige naturfagsforløb. Hvordan kan sådanne fællesfaglige forløb over årene udvikles, så eleverne efterhånden mere selvstændigt lærer at arbejde med tværfaglige og problemorienterede projektforløb i naturfagsundervisningen?

At arbejde fællesfagligt stiller store krav til naturfagslærerne, hvoraf nogle frygter at fagligheden forsvinder eller i hvert fald bliver overfladisk og dermed ligegyldig.

Både fysik/kemi, biologi og geografi skal indgå i den fællesfaglige naturfagsprøve og dermed også i de fællesfaglige undervisningsforløb frem mod prøven. Hvad med faget natur/teknologi på 1.-6. klassetrin? Skal dette naturfag også spille en rolle, så eleverne tidligt bliver forberedt på at arbejde med de kommende fællesfaglige naturfagsforløb fra 7. klassetrin?

Det er intentionen, at oplægget giver anledning til drøftelse af disse og andre relaterede udfordringer.

Deltagelse i seminaret er gratis, men vi beder om en tilmelding senest 16. november 2017.