Gå til hovedindhold

Børnenes U-landskalender 2017 - Børnene er Burkina Fasos guld

Gennem et righoldigt undervisningsmateriale med flotte bøger og digitale aktiviteter tager Danida og Børnenes U-landskalender i år dig og dine elever med på en spændende og faglig opdagelsesrejse til det vestafrikanske land Burkina Faso.

I skal blandt andet møde børnene i den østligste del af landet, som hellere vil gå i skole end at arbejde i guldminerne. I skal med til storbyen Quagadougou, ned langs floden i Hvide Volta og med ud i Burkina Fasos spændende natur, hvor store flokke af elefanter, hellige krokodiller og andre dyr holder til.

Undervisningsmaterialet har særligt fokus på fagene dansk, natur/teknologi og billedkunst og rummer både masser af faglighed og forslag til kreative opgaver og bevægelse tilpasset forenklede Fælles Mål.

På kurset får du en god introduktion til Burkina Faso, en gennemgang af hvad årets undervisningsmateriale består af, og hvordan du kan bruge det i undervisningen.

Som altid består materialet også af en lang række film fra Danmarks Radio og Danida, samt tematiske billedserier og et digitalt fotohistorieværktøj, som kan afveksle undervisningen med.

Årets organisation er Oxfam IBIS og overskuddet af salget af "Børnenes U-landskalender" går til projektet "Børnene er Burkina Fasos guld". Projektet handler om at få børn fra 7-12 år, der har forladt skolen til fordel for at arbejde i guldminerne, tilbage på skolebænken.